En større undersøgelse af sammenhængen mellem alkohol og demens er netop blevet publiceret, og konklusionen er godt nyt for alle, der nyder et glas vin til maden eller en fyraftensbajer.

Ifølge undersøgelsen, der er publiceret i lægefagbladet British Medical Journal (BMJ), øges risikoen for demens med hele 47 procent, hvis personer mellem 35 og 55 år helt afstår fra at drikke alkohol, i forhold til hvis de drikker 1-14 genstande om ugen.

Faktisk er skadevirkningen på hjernen værre, hvis man slet ikke drikker, end hvis man drikker for meget - men kun til en vis grænse, fastslår forskerholdet bag undersøgelsen.

For hver 7 genstande, man drikker mere end 14, øges risikoen for demens således med 17 procent, skriver de i rapporten i BMJ.

Over 9.000 testpersoner

Undersøgelsen er lavet ved at studere drikkevanerne hos 9.087 tjenestemænd fra London i alderen 35-55 år i perioden 1985 til 1993. Efterfølgende er forsøgspersonerne blevet fulgt af forskerne i gennemsnitligt 23 år.

I den periode udviklede 397 af personerne demens. Undersøgelsen tager ikke højde for testpersonernes drikkevaner inden 1985.

'Idet det antal mennesker, som lever med demens, forventes at blive tredoblet i 2050, og der ikke findes en kur, er forebyggelse nøglen. Vi viser her, at både langvarig alkohol-afholdenhed og overdreven indtagelse af alkohol kan øge risikoen for demens', skriver forskerne i undersøgelsens konklusion.

I Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen, at kvinder drikker maksimalt 7 genstande om ugen, og at mænd drikker maksimalt 14 genstande om ugen.

Da undersøgelsen er lavet i Storbritannien, er det ikke garanteret, at resultaterne er direkte sammenlignelige med danskere. Dog anbefaler forskerne bag undersøgelsen, at alle lande sætter den anbefalede alkoholindtagelse ned til maksimalt 14 genstande om ugen.