Farcen om en ulovligt anlagt vej hen over svineavler Martin Lund Madsens jorde ved Vejen i Sydjylland fortsætter med uformindsket styrke.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har netop med en afgørelse fastslået, at Vejen Kommune heller ikke i andet forsøg har det juridiske grundlag på plads til at køre en ekspropriationssag glat igennem.

Det skyldes, at der ikke er lavet en screening af miljøpåvirkningen på omgivelserne.

Dermed er det, i al fald foreløbig, for anden gang lykkedes landmand Martin Lund Madsen at kaste grus i maskineriet i sagen, som har skabt dyb splittelse lokalt og fået følelserne i kog hos flere af de involverede.

»De har simpelthen skyklapper på i Vejen Kommune. Nu har de endnu en gang bevist, at de nægter at lytte. Når man sætter gang i en proces, så skal man da som minimum undersøge, om grundlaget er i orden. De lavede fejl første gang og blev derfor underkendt af Højesteret. Så startede de bare en ny ekspropriationssag, som vi også klagede over. Og nu har vi fået ret i, at grundlaget for den nye sag heller ikke i orden. Det er da yderst pinligt for en offentlig myndighed,« siger Martin Lund Madsen til B.T.

I efteråret underkendte landets højeste retsinstans efter et årelangt maraton-forløb den første ekspropriationsforretning. Anlæggelsen af den famøse Skovgårdsvej blev erklæret ulovlig.

Dermed lå - og ligger der stadig - en ulovlig etableret bred og fuldt asfalteret vej og gennemskærer Martin Lund Madsens marker mod hans vilje.

Med Højesterets afgørelse i hånden valgte Martin Lund Madsen i oktober i protest at lukke Skovgårdsvej helt af ved hjælp af hundredvis af ton grus og bigballer.

Vejen Kommune med borgmester Egon Fræhr (V) i spidsen gav dog ikke op. For at få Skovgårdsvej lovliggjort valgte kommunen som næste træk at indlede en ny ekspropriationssag. Denne gang blot med hjemmel i en anden lov.

Et flertal i byrådet stemte den nye beslutning igennem 22. januar. Og så skulle Skovgårdsvej være lovlig. Men nej. For med den helt nye afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet bliver sagen nu hjemsendt til kommunen til ny behandling.

»Det må være ligesom at blive slået hjem i ludo,« siger Martin Lund Madsen, som dog ikke kun glæder sig over den seneste udvikling i den farceagtige sag.

»Jeg bliver sgu' lidt ked af det system, vi har i Danmark: Selv om man får ret over for det offentlige system, så fortsætter systemet bare, som om ingenting er hændt. Men jeg fortsætter også. Jeg er en stædig vestjyde, og når man konstant får ret, men alligevel gang på gang bliver trampet på, så sætter jeg altså foden ned i plovfuren,« siger han.

Landmand Martin Lund Madsen spærrede i oktober den ulovligt anlagte Skovgårdsvej af med bigballer og tonsvis af jord i protest mod Vejen Kommunes ageren i sagen. (Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix)
Landmand Martin Lund Madsen spærrede i oktober den ulovligt anlagte Skovgårdsvej af med bigballer og tonsvis af jord i protest mod Vejen Kommunes ageren i sagen. (Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix) Foto: John Randeris
Vis mere

Trods endnu et - næsten bogstaveligt talt - bump på vejen fortsætter Vejen Kommune kampen for at få strækningen gjort lovlig. Det fastslår borgmester Egon Fræhr over for B.T.

»Vi lever i et retssamfund, og der har man mulighed for at klage. Og så behandler man de klager, der måtte komme ind, og arbejder med det som led i en helt normal sagsgang om ekspropriation. Vi er i fuld gang med den her sag, og det agter vi at fortsætte med. Jeg ser såmænd ikke det her som noget særligt. Det er en kommunes opgave at ekspropriere. Det sker hele tiden, for ellers kommer der jo ingen udvikling,« siger Egon Fræhr.

Det her må betyde nye udgifter for skatteborgerne i Vejen?

»Det ved jeg såmænd ikke. Jeg kan kun sige, vi fortsætter med ekspropriationen,« siger borgmesteren.