»Jeg kunne jo ikke ændre på coronaen eller min virksomheds situation. Derfor måtte jeg acceptere situationen, finde den indre ro og forberede mig på en forhåbentlig snarlig genåbning. På den måde kunne jeg være klar både mentalt og i praksis til, når og hvis verden igen åbnede.«

For 38-årige Kate Bille Hougaard lyder det legende let bare at acceptere tingenes tilstand, men hun har fået hjælp til at komme dertil.

I forbindelse med fire måneders nedlukning af sin virksomhed, der designer unika boliginteriør og byggevarer, måtte hun således vende tilbage til en række teknikker, hun tidligere har lært på et kursus i stresshåndtering.

Nogle teknikker, der netop er blevet publiceret i en række udenlandske tidsskrifter og dermed blåstemplet af andre forskere end dem, der står bag.

Behandlingskonceptet hedder Mindstrain og tager udgangspunkt i, at stress ikke kommer på grund af f.eks. dårligere ledere, arbejdsmiljø eller sygdom, som typisk er noget af det, der kan vælte læsset for mange.

Det er den stressramtes måde at tænke på, der er årsagen til, at han eller hun går ned med stress. Konceptet udelukker dog ikke, at ydre faktorer også skal adresseres, men det primære er altså at ændre på vores egne tankemønstre, lyder det fra en af udviklerne bag konceptet, stressforsker Stig Sølvhøj:

»Hvis man f.eks. har en dårlig chef, så er det ikke alle medarbejdere, der reagerer med uhensigtsmæssig stress på den person. Det er forskellen på den måde, vi reagerer på, der er det afgørende,« siger Stig Sølvhøj,

Det er godt og vel halvandet år siden, at Kate Bille Hougaard for første gang oplevede stresssymptomer i en travl hverdag som selvstændig.

Hun glemte ting, blev i dårligt humør, havde svært ved at sove og koncentrere sig. Men en bekendt anbefalede hende Mindstrain. Særligt to ting har hun taget med sig:

»Hvis jeg f.eks. oplever en situation, som stresser mig, så er jeg begyndt at stille det sådan op: 'Er det noget, jeg kan ændre på?' Hvis ikke jeg kan ændre på det, så er det et vilkår, og så må jeg flytte mig fra situationen eller acceptere den, som den er. Det kan være både i mit privatliv eller i mit arbejdsliv. Hvis f.eks. en kollega har et problem, så er det jo ikke sikkert, at jeg behøver at være en del af løsningen og bruge energi på noget, jeg ikke kan hjælpe med,« siger Kate Bille Hougaard.

Hvad hun mere har lært, er at parkere bekymringerne i en mental lænestol, inden hun skal sove, så hun ikke ligger og bekymrer sig og dermed ikke kan falde i søvn.

»Så må jeg kigge på det i morgen, når jeg vågner, hvor jeg kan gøre noget ved det,« siger hun.

Ifølge stressforsker Stig Sølvhøj er pointen altså, at man skal lære at spørge sig selv, hvorvidt en tanke reelt har nogen nytteværdi – og om man kan og bør stoppe tanken. Så man på den måde lærer sig selv at stoppe op og tænke på noget andet.

F.eks. er det svært at ændre på noget, man bekymrer sig om vil ske i fremtiden, og så er det måske værd at overveje, om man skal bruge tankevirksomhed på det.

»Det, vi traditionelt har gjort i stressbehandling, er at ændre på de ydre faktorer, f.eks. ved at skabe et bedre arbejdsmiljø og nogle bedre ledere. Men ved også at arbejde med folks overbevisninger kan vi få folk ud af deres stresstilstand på ganske kort tid. Det er epokegørende,« siger Stig Sølvhøj.

Uanset hvilken måde man vælger at angribe stress på, oplever Kate Bille Hougaard i hvert fald ikke længere at glemme, hvad hun har lavet, eller hvor hun er på vej hen. Og kommer der små tegn på, at tempoet er for højt og bekymringerne for mange, så finder hun en ekstra mental lænestol frem inden sengetid.

»Da jeg først startede med teknikkerne, var jeg overbevist om, at jeg ikke duede til det. Men med lidt øvelse synes jeg, det fungerer. Jeg sover igen godt om natten,« siger hun.