På det seneste har bagagemedarbejdere fra SAS Ground Handling, SGH, flere gange nedlagt deres arbejde i Københavns Lufthavn.

Nu viser det sig, at årsagen til medarbejdernes utilfredshed går tilbage til juli, hvor en SGH-medarbejder ville være medlem af en anden fagforening end 3F.

Det blev mødt med utilfredshed af nogle af hans kolleger, hvoraf en af dem var næstformand i SGH. Han understregede kraftigt, at medarbejderen skulle melde sig ind i 3F.

Det skriver Berlingske, som også kan fortælle, at den medarbejder, der ikke ville melde sig ind i 3F, ville være medlem af ingeniørernes fagforening, IDA. Årsagen var ifølge Berlingske, at han er uddannet ingeniør.

- Har du aldrig hørt om jungleloven. Den lever herude. Det vil sige, at der kun er én fagforening, som vi er medlem af herude. Vi er alle sammen medlem af den samme forening, sagde medlemmet af 3F ifølge en lydfil.

Efter at avisen har beskrevet sagen, har Henrik Bay-Clausen, formand for 3F Kastrup, taget afstand fra brugen af trusler, som medarbejderen i lufthavnen blev udsat for.

- Det er absolut ikke i orden at udsætte kolleger for trusler, som det desværre er sket. Det er ikke 3Fs måde at arbejde på.

- Jeg har noteret mig, at den pågældende, der er gået langt over stregen, efterfølgende har valgt at trække sig fra sine hverv i 3F, og at der er tale om en afsluttet personalesag, siger Henrik Bay-Clausen i en pressemeddelelse.

To gange i sidste uge nedlagde medarbejderne hos SGH deres arbejde i Københavns Lufthavn i flere timer. Også onsdag har medarbejderne valgt at gå i strejke.

- På grund af overenskomststridig arbejdsnedlæggelse hos bagagemedarbejdere hos SGH kan der forekomme moderate forsinkelser hos de flyselskaber, der får håndteret bagage af SGH.

- Det samme gælder for leveringen af bagage for ankommende flyselskaber, der får håndteret bagage af SGH, skriver lufthavnen på sin hjemmeside.

Foruden SAS står SGH også for at håndtere bagage for flyselskaber som eksempelvis Eurowings, Icelandair, Qatar Airways og Thai Airways.

Berlingske skriver, at onsdagens strejke er blevet igangsat, kort efter at medarbejderen, der ikke er medlem af 3F, er mødt på arbejde.