I sidste uge blev coronavarianten XBB. 1.5 – som har fået tilnavn efter havmonsteret Kraken – den dominerende coronavariant i Danmark. Det skriver TV 2.

Kraken-varianten er en variant af omikron og den hidtil mest smitsomme coronavariant. Det er også den variant, som er bedst til at gå udenom beskyttelsen fra vaccinerne. Oven i det så er det også den mest smitsomme variant hidtil.

Heldigvis oplyser Statens Serum Institut, at Kraken-varianten ikke er forbundet med mere alvorlige sygdomsforløb, end vi hidtil har oplevet med andre varianter af omikron.

Trods Krakens særlige evne til at smitte og bryde igennem vaccinerne, så er udbredelsen af coronasmitten i Danmark fortsat stabil.

»Varianten breder sig, men ikke med den kraft, vi har frygtet, og som vi har set i andre lande. Set i forhold til hvor nervøse vi har været for denne variant, så vil jeg sige, at situationen er meget stille og rolig på nuværende tidspunkt,« siger professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen til TV 2.

Kraken-varianten blev opdaget i oktober måned i USA og udgør på nuværende tidspunkt 85 procent af coronatilfældene i USA.

SSI forudså også i starten af januar, at Kraken-varianten muligvis kunne blive dominerende i Danmark til foråret, men det er gået endnu hurtigere end man regnede med.

Til sidst kan vi berige med, at en Kraken er sagnmonster fra den nordiske folketro, der ligner en blæksprutte i kæmpe format, og som er berygtet for at omklamre og ødelægge hele skibe og trække det under vand med mand og mus.