Der er kommet flere af dem. Mange flere af dem.

Rotter.

Det viser en rundspørge, som TV 2 Kosmopol har lavet i kommuner i hovedstadsområdet.

15 kommuner meddeler således, at der i år er flere rotteanmeldelser end i 2024 (23 af 34 kommuner er vendt tilbage på mediets henvendelser).

I Solrød Kommune har man eksempelvis aldrig haft flere anmeldelser. 

I Gentofte er stigningen på lige knap 24 procent i forhold til sidste år.

I Københavns Kommune er der en stigning i antallet af anmeldelser for fjerde år i træk.

»Der er ingen tvivl om, at antallet af rotter er steget de seneste år. Vi har fået meget travlt,« siger rottefænger Karsten Rothberg til TV 2 Kosmopol.

Rottebiolog Ann-Charlotte Heiberg påpeger dog, at der ikke er præcise tal for, hvor mange rotter der er i Danmark.