1.300 musikglade mennesker kunne lørdag nyde for første gang at holde Rock Festival Horsens.

Men der var et skår i glæden.

I hvert fald for dem, der kan lide drinks.

Og det kunne de fleste af gæsterne tydeligvis.

Det bremsede festen for mig

Arrangørerne af Rock Festival Horsens løb nemlig tør for cocktails, skriver Horsens Folkeblad.

Det ærgrer især gæsten Lisette Hansen, som havde betalt ekstra for en VIP-billet med fri mad og drikke.

Hun var ikke helt tilfreds, da baren undervejs løb tør for fustagerne med cocktails.

»Jeg drikker hverken øl eller vin, men når der nu stod, at der også ville være drinks, så tænkte jeg, at jeg gerne ville støtte op og købe sådan en billet,« siger hun til Horsens Folkeblad, og tilføjer:

»Inden klokken 20 er der så udsolgt i VIP-området, og inden klokken 21 var det alle steder. Det bremsede festen for mig, og jeg endte med at gå hjem ved 22-tiden uden at få det sidste band med.«

Arrangøren Ronnie Holmer Jensen ærgrer sig også over, at cocktailsfustagerne slap op.

»Vi kunne ikke få mere fra leverandøren. Vi havde fået 30 fustager, og der var ikke mere, selvom vi ringede flere gange efter det. Og i vores bevilling har vi ikke tilladelse til at blande drinks – det skulle være gjort på forhånd som i de fustager, vi havde. Det var lidt uheldigt, for vi var også ved at løbe tør for øl, men der kunne vi skaffe mere,« siger han til det lokale medie.

2. juli næste år er sat på som datoen for anden udgave af festivalen.