Sidste år søgte rekordmange danskere om julehjælp.

Men nu forventer Blå Kors, at sidste års rekord vil blive slået i år. Dette som konsekvens af de høje priser på alt fra dagligvarer til energi, der særligt rammer de familier, som i forvejen er presset økonomisk.

Det skriver hjælpeorganisationen i en pressemeddelelse.

»Det er ekstra meget brug for hjælp lige nu. Det oplever vi overalt i vores organisation. Vi møder familier, som er nødt til at skære ned på deres indkøb i supermarkedet eller fravælge helt almindelige dagligvarer som for eksempel mælk, fordi det simpelthen er blevet for dyrt,« siger Christian Bjerre, generalsekretær i Blå Kors Danmark.

Ifølge pressemeddelelsen er forbrugerprisindekset steget med ti procent i september i år, og det betyder færre penge mellem hænderne.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Derfor har organisationen valgt at hæve beløbet for julehjælp med 100 kroner, så pakken i år består af et gavekort på 500 kroner til dagligvarer i Lidl og 200 kroner til Blå Kors' genbrugsbutikker.

Blå Kors Danmark åbner for ansøgninger om julehjælp to måneder før juleaften, 24. oktober.

Hjælpen uddeles til familier, hvor forældrene er på overførselsindkomst og har hjemmeboende børn under 18 år.

Hvis du vil være med til at give økonomisk trængte familier en god jul, så kan du støtte Julehjælp her.