Det er blot et spørgsmål om tid, før landets næststørste by, Aarhus, bryder sammen af trafikkøer.

Sådan lyder advarslen i en ny trafikprognose, som Århus Stiftstidende har fået indsigt i.

Prognosen er udarbejdet af Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, og ifølge det lokale medie viser den, at Aarhus skal investere massivt i infrastrukturen, hvis den jyske storby ikke skal ende i et komplet trafikkaos i fremtiden.

Helt præcis lyder beregningerne i prognosen, at trafikken bryder sammen i 2035, hvis der ikke bliver gjort noget snart.

Prognosen har fået Bünyamin Simsek (V), der er rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, til at fremlægge en række løsningsforslag, der samlet løber op i et to-cifret milliardbeløb - nemlig 16 milliarder kroner.

En af løsningerne lyder, at Ringvejen og Ringgaden, der fører trafikken uden om det centrale Aarhus, skal udbygges, så der bliver plads til 25 procent flere biler i morgentrafikken.

Derudover er der - ifølge Århus Stiftstidende - forslag om nye letbane-etaper samt en kraftig udbygning af kommunens cykelstier.

»Vi er en by i voldsom vækst. Frem til 2050 bliver vi 110.000 flere borgere i kommunen, og vi bliver et stadigt kraftigere centrum i den østjyske byregion. Det er dyrt af vokse så kraftigt, og det er vi nødt til at forberede os på allerede nu, hvis vi ikke skal blive kvalt af vores egen succes,« siger rådmand Bünyamin Simsek ifølge det lokale medie.