Billund er først og fremmest kendt for at huse Legoland.

Men nu kan Billund Kommune også få en anden stor attraktion.

Intet mindre end Danmarks største butiksområde med et samlet areal på 160.000 kvadratmeter står nemlig til at blive opført i det jyske.

Det skriver jv.dk.

Det er projektudviklerne Michael Andersen, der kommer fra Hanssen Ejendomme, og Anders Bech Mathiesen, fra Daugaard Pedersen, som vil opføre en stor 'Retail Park' mellem Billund og Grindsted.

Butiksområdet skal kunne trække kunder langvejs fra.

Michael Andersen, der er administrerende direktør i Hanssen Ejendomme siger:

»Når man er kørt til Vejle, Herning, Esbjerg eller Kolding, er der mange, som vælger ikke alene at besøge retail butikkerne, men også at spise en frokost i centrum og tage forbi de mindre detailbutikker.«

»Når vi gør det attraktivt at lægge al sin handel i Billund Kommune, vil den trafik fremover også kunne gavne butikkerne i de lokale centerbyer.«

Nu skal handlen altså hentes hjem til Billund Kommune, hvor folkene bag projektet vurderer, at der er basis for at øge handlen med over en halv milliard kroner. 

Projektudvikleren har allerede holdt de første møder med lokalpolitikerne om projektet.

En tredjedel af de 160.000 kvadratmeter skal bruges til butikker, der skal have et areal på minimum 500 kvadratmeter. 

Går alt efter planen, vil de første butikker stå klar til indflytning inden udgangen af 2026.