Nu kommer det første bud på, hvor mange danskere der valfartede til København for at se kroningen af kong Frederik.
Teleselskabet 3 er nået frem til, at der stod omkring 174.000 mennesker på Christiansborg Slotsplads, da kong Frederik trådte ud på balkonen, viser tal fra 3insights.
3 fortæller, at de tal, som de har trukket fra deres data, er ret præcise til at vise, hvor mange danskere, der var ved slotspladsen eller har gået i området ved Slotsholmen.
Tallene stammer fra anonymiserede mobilitetsdata fra de mastepositioner, der befandt sig i området omkring Christiansborg Slot, Kongens Nytorv og Amalienborg.

I alt mødte cirka 300.000 søndag op for at fejre den nye regent, viser tallene fra 3.
Københavns Politi har ikke ønsket at komme med et bud på, hvor mange danskere der var mødt op. De har kun sagt, at der var en store folkemængde.
»Det er første gang i næsten 900 år, at en monark abdicerer i Danmark, og det er således en historisk dag, der giver en os ekstraordinær mulighed for at få spændende data om interessen i sådanne begivenheder. Det har altid været en udfordring at vurdere antallet af tilskuere til større arrangementer, hvor tilskuere ikke behøver billet for at deltage.«
»Ved at se på anonymiserede mobilitetsdata kan vi se, hvor mange der cirka har været til stede under fejringen af den nye konge, samt hvor længe tilskuerne har opholdt sig omkring slotspladsen og på ruten fra Amalienborg til Christiansborg,« siger Jeppe Waidtsløw, Head of Business Development i 3.
Omsat i procent svarer det til, at der var omkring 370% procent flere mennesker på Christiansborgs Slotsplads, sammenlignet med en gennemsnitlig søndag.
»Den mængde data, der blev brugt foran Christiansborgs Slotsplads, svarer til de tal, vi ser på Roskilde Festival fredag aften, hvor der er flest mennesker foran Orange Scene. Det er helt vilde tal, og vi er glade for, at vi ikke havde nogen nedbrud, selvom der var spidsbelastning på netværket,« siger Stefan Ring Støhrmann, Head of Network Operations i 3.
3 har indsamlet dataen i tidsrummet 14.00-15.00 søndag. Her har de set på, hvor mange mobiltelefoner, der var til stede på pladserne for at give et cirka tal af, hvor mange deltagere, der befandt sig der.