En ny metode skal nu implementeres i Præhospitalets syv akutlægebiler i Region Midtjylland med målet om at øge overlevelsen efter hjertestop uden for hospitalet.

Det skriver Præhospitalet i Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Initiativet giver personalet i akutlægebilerne mulighed for at måle patientens blodtryk direkte, imens de laver hjerte-lunge-redning.

- Med blodtryksmålinger får vi en bedre idé om, hvorvidt hjerte-lunge-redningen i tilstrækkelig grad driver blodet rundt i kroppen, eller om vi skal justere og tilpasse hjertemassagen.

- Og det har i flere tilfælde allerede medvirket til, at en person er blevet genoplivet, siger Jesper Fjølner, der er akutlægebilslæge i Præhospitalet og har udviklet projektet, i pressemeddelelsen.

Ifølge Præhospitalet i Region Midtjylland bliver metoden "invasiv blodtryksmåling" allerede brugt, når patienter skal overvåges på intensivafdelinger eller på operationsstuer.

Her anlægger man et kateter med en blodtryksmåler i en pulsåre.

At gøre det uden for hospitalet er komplekst og kræver blandt andet undervisning, nyt udstyr og erfaring.

- Vi vælger at implementere det nu, fordi vi forventer, at det kan være med til at genoplive flere, som også får et godt liv efterfølgende.

- Og så har vi fundet en måde at gøre det på, uden at det går ud over patientsikkerheden eller den grundlæggende kvalitet af hjerte-lunge-redningen, siger Allan Bach, der er cheflæge i Præhospitalets Afdeling for Ambulancer og Akutlægebiler, i pressemeddelelsen.

Metoden er for nylig blevet anbefalet af European Resuscitation Council (ERC), og Præhospitalet i Region Midtjylland er blandt de første i verden til at indføre den.

European Resuscitation Council (ERC) laver officielle fælles europæiske retningslinjer for hjertestopbehandling.

Hvert år rammes omkring 5000 personer i Danmark af hjertestop uden for hospitalet. Omkring 15 procent overlever.

RITZAU