En ulv, der fredag viste tænder og rejste nakkehår i mødet med en motionsløber ved Bunken Klitplantage i Nordjylland, kan ikke kategoriseres som en problemulv.
Dermed må ulven heller ikke skydes.
Det skriver Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd i en pressemeddelelse.
Beslutningen er taget, efter at udenlandske eksperter har vurderet hændelsen og et videoklip, som motionsløberen optog af sekvensen.
Ulven løb i området med sin hvalp, som den ville beskytte.
På baggrund af både danske og udenlandske eksperters vurderinger er der "ikke grund til at være bange for ulven i Bunken Klitplantage". Det siger minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S).
- Det betyder, at ulven ikke kan skydes. Det tager jeg til efterretning, men jeg kan ikke acceptere den utryghed, som episoden helt naturligt har skabt.
- Billederne fra episoden taler for sig selv, og jeg forstår virkelig godt den utryghed, det har skabt for mange borgere, der bor og færdes i området, siger Christian Rabjerg Madsen.
Myndighederne forventer, at risikoen for nye hændelser i området er minimal.
- Men på grund af hændelsens karakter fastholder myndighederne ud fra et forsigtighedsprincip anbefalingen mod at færdes i Bunken Klitplantage til udgangen af august i det konkrete område, oplyser ministeriet.
RITZAU