Når Lalandia 3 åbner ved Søndervig i Vestjylland, bliver det ikke med forgængernes sydlandske tema.

Den tredje udgave af ferieparken Lalandia får ikke det samme tema som de to første udgaver af Lalandia.

Det fortæller koncerndirektør i Parken Sport & Entertainment Jan Harrit ved præsentationen af Lalandia 3, der kommer til at ligge ved Søndervig i Vestjylland.

»Hvor vores nuværende centre er præget af et sydlandsk tema, bliver dette i stedet inspireret af den vestjyske natur med klitter og råt, men smukt, terræn, og samtidigt har vi stort fokus på også at integrere centret og feriehusene bedst muligt i områdets naturlige omgivelser,« siger han.

Den tredje Lalandia-feriepark kommer i første omgang til at få 483 feriehuse. Senere vil blandt andet et badehotel også blive opført. Ferieparken får desuden et legeland, padel-tennis, restauranter og et vandlegeland.

Ferieparken er et af 10 kystnære forsøgsprojekter, som regeringen gav grønt lys til i 2015.

Disse projekter kan opføres inden for den såkaldte strandbeskyttelseslinje – det vil sige mindre end 300 meter fra strandkanten.

De skal fremme turismen i det såkaldte 'Vandkantsdanmark'.

/ritzau/