Underdriver du prisen på dine indkøb eller gemmer dine indkøb for din partner?
Så er du ikke alene.
14 procent af alle par ’lyver’ om prisen på deres indkøb, og 17 procent af alle par leger gemmeleg med indkøbsposerne.
Det viser en meningsmåling om parøkonomi i Danmark udført af YouGov for Sydbank.
Flere løgne og hemmeligheder
Og på 15 år er der faktisk sket tæt på en fordobling i hvide prisløgne i parforholdene.
I den tilsvarende måling i 2010 svarede 75 procent færre, at de lyver om prisen på deres indkøb, end i den spritnye meningsmåling.
Og 70 procent færre svarede, at de leger gemmeleg med deres indkøbsposer.
»Over de seneste 15 år har parøkonomien gennemgået en stille revolution med et markant skred i måden, danske par håndterer deres privatøkonomi på,« siger Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom hos Sydbank.
»Fuld fællesøkonomi er mindre udbredt, og flere par har i stedet valgt at opdele deres økonomi i mine, dine og vores penge. Mine penge rimer på mine hemmeligheder,« tilføjer hun.
'Mere på egne ben'
Ann Lehmann Erichsen mener ikke, at der er nogen tvivl om, at individualiseringen inden for privatøkonomien kan give begge parter en følelse af personlig frihed.
»Vi vil gerne stå mere på egne ben indenfor parøkonomien og oplever, at det måske ikke er helt så nemt i virkeligheden,« siger hun og fortsætter:
»Det er nemmere at gemme indkøbsposerne og underdrive indkøbspriserne. Så kan det være, man slipper for sure miner.«