Rigspolitiet har fundet en løsning på uretmæssige fartbøder til udrykningskøretøjer.

For nu er det nemlig slut med bøder til førere af brandbiler, ambulancer og andre udrykningskøretøjer, når de drøner forbi en stærekasse i forbindelse med en udrykning.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Løsningen indebærer, at køretøjer sorteres fra i sagsbehandlingen, hvis det visuelt kan konstateres ud fra det optagne billede, at der er tale om et udrykningskøretøj.

Dermed slipper eksempelvis førere af brandbiler eller ambulancer for at skulle bruge tid på at dokumentere, at en eventuel hastighedsoverskridelse skete i forbindelse med en udrykning.

Og det vækker naturligvis glæde hos Rigspolitiet.

»Det er glædeligt, at vi nu har fundet en løsning, så vi undgår at udrykningskøretøjer får bøder uretmæssigt og bagefter skal bruge tid på at dokumentere, at det var i forbindelse med en udrykning,« siger Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Hos Danske Beredskaber er man ligeledes tilfreds med den nye løsning.

»Vi er rigtig glade for, at Rigspolitiet har besluttet at indføre en procedure, der er den samme, som vi selv foreslog for snart to år siden, da stærekasserne blev opsat,« siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef for Danske Beredskaber, i en pressemeddelelse.

Han påpeger, hvor vigtigt det er, at førere af eksempelvis brandbiler og ambulancer ikke længere skal leve med tvivlen om, hvorvidt deres dokumentation er god nok til at kunne slippe for bøde og frakendelse af kørekort, så de kan beholde deres job.

Sidste år modtog beredskabets folk i gennemsnit et bødeforelæg per dag - eksempelvis ved opstillede fotovogne. Hertil kommer de bøder, som udrykningskøretøjer har fået ved landets stærekasser.

Indtil videre gælder løsningen ikke politiet.