Mens nogle forældre forsøger at finde ganske unikke navne til deres nyfødte små, så følger andre tidens navnetrends.

Top-50 over de mest populære navne er netop offentliggjort, og der er ikke overraskende en masse gengangere fra året før.

Ida er for andet år i træk det mest populære navn til nyfødte piger. I 2018 fik 15 ud af 1.000 nyfødte piger navnet Ida, skriver Danmarks Statistik.

William er det mest populære drengenavn, hvilket har været tilfældet siden 2010 på nær i 2016.

Ud af 1.000 drenge fik 19 navnet William i 2018.

Johanne og Gry er nye på listen over de 50 mest anvendte pigenavne, mens der hos drengene er kommet fire nye navne ind på listen over de 50 mest anvendte drengenavne.

Det er Hugo, Pelle, Anker og Laurits.

Årets højdespringer blandt pigenavnene er Ellie, der er sprunget 12 placeringer fra en placering som nummer 36 i 2017 til nummer 24 i 2018. Modsat gik det navnet Nanna, der fra at have ligget nummer 47 i 2017 endte som nummer 59 i 2018 og dermed røg helt ud af top-50. Også Mynte er røget ud af top-50.

Højdespringeren blandt drengenavne er Hugo – fra en placering uden for top-50 som nummer 56 i 2017 til nummer 27 i 2018. Det giver en stigning på 29 pladser.

For Jakob og Thor gik det modsat. Navnene faldt fra hhv. nummer 46 og 48 i 2017 til hhv. nummer 57 og 59 i 2018. Yderligere to navne er faldet helt ud af listen over de 50 mest populære navne. Det er navnene Sigurd og Magne.

Selvom Ida er topscorer i hele landet, ligger navnet kun øverst i to ud af fem regioner – nemlig Region Syddanmark og Region Midtjylland. I de øvrige regioner ligger Ella i top i Hovedstaden, Sofia ligger øverst i Region Sjælland, og Freja topper listen i Nordjylland.

William, der topper listen i hele landet, er mest populært i to regioner – nemlig Midtjylland og Region Nordjylland. I de øvrige regioner ligger Oscar på førstepladsen i Hovedstaden, Noah øverst i Region Sjælland og Malthe i top i Syddanmark.