Den har kun kørt i en uge, men Hovedstadens Letbane blev fredag ramt af driftsproblemer for sjette gang. 

Fredag aften holdt den stille i over fem timer ifølge TV 2 Kosmopol.

Driftsproblemerne betød, at letbanen ikke kørte fra klokken 18 til klokken 23.30.

De opstod, efter Hovedstadens Letbane allerede torsdag havde været ude og udtale sig om problemerne.

»Vi vil rigtig gerne nedbringe de driftsstop. Det er uheldigt for vores passagerer, og det er også uheldigt for personalet«, fortalte driftsleder Frank Pedersen til TV 2 Kosmopol i torsdags.

Udtalelsen kom, efter den nye letbane på daværende tidspunkt havde haft fem driftsstop de første seks dage efter åbningen.

Torsdag morgen endte letbanen også i et sammenstød med en bil i Lyngby, hvor den måtte holde stille i lidt over en time. 

Uheldet skete ifølge Ritzau, fordi bilisten kørte over for rødt, og letbanen ramte efterfølgende bilen i siden. 

Heldigvis kom ingen personer til skade.

Første del af letbanen åbnede 26. oktober sidste år, hvor strækningen gik mellem Ishøj Station og Rødovre Nord. 

Nu kører letbanen strækningen mellem Ishøj Station og Lundtofte Station efter åbningen lørdag 22. juni med 29 stationer. 

Letbanen skal gøre det nemmere at komme på tværs af forstæderne i hovedstadsområdet.