Smitten med coronavirus er stukket helt af på den københavnske vestegn, hvor incidenstallene nærmest dagligt slår ny rekord.

Tirsdag har Hvidovre overhalet Albertslund som den kommune med flest smittede pr. 100.000 indbyggere, også kaldet incidens.

Den aktuelle smittesituation bekymrer Hvidovrelistens Arne Bech, der er formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Hvidovre Kommune.

»Jeg har tidligere påpeget, at vi som kommune kommer til at mangle varme hænder, og det er netop det, vi ser nu. Det bekymrer mig,« siger han til B.T.

De sidste syv dage er der konstateret 2.418 bekræftede smittetilfælde blandt Hvidovre Kommunes cirka 53.000 indbyggere.

Det betyder, at Hvidovres incidenstal nu er på 4.552 smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge. Samtidig er positivprocenten på svimlende 20,41 procent blandt den seneste uges 11.850 PCR-testede, hvilket vil sige, at mere end hver femte af PCR-testede borger har vist sig at være smittet med covid-19.

Hvidovre Kommune har på lige fod med mange andre danske kommuner svært ved at rekruttere nye social- og sundhedsmedarbejdere til ældresektoren på grund af generel SOSU-mangel og en høj beskæftigelse.

Dét, kombineret med et stigende antal coronasygemeldinger blandt det eksisterende plejepersonale, har affødt et betydeligt pres på Hvidovres ældresektor.

»Vi har heldigvis en god moral blandt vores ansatte og ligger totalt set på et solidt velfærdsniveau. Personalet løser opgaverne, men det er hårdt for dem,« siger Arne Bech.

Han fortæller, at kommunen lige nu og her ikke har nogen konkret løsning på problemet. På et møde mandag i Økonomiudvalget gjorde direktøren for kommunens ældreområde opmærksom på situationens alvor.

»Der var ikke panik. Det var mere end stemning af alvor og høj prioritering. Pointen var, at vi står over for en alvorlig situation, som vi ikke ved, hvornår ændres til det bedre,« siger Arne Bech og fortsætter:

»Vi er i en fase, hvor vi i de kommende dage skal forsøge at analysere, hvor mange ekstra ressourcer man kan tilføre området.«

Omend det høje smittetal har skabt et maratonløb for kommunens plejepersonale, vurderer udvalgsformand Arne Bech, at ældreområdet vil klare sig helskindet igennem epidemien.

»Det er ikke sådan, at vi er løbet over ende, men vi står med en stor opgave foran os. Vi har ikke mere personale, end det vi har. Men mange af dem er villige til at tage et ekstra lap. Der er måske nogen, der lader være med at tage på vinterferie eller udskyder deres ferie og afspadsering til senere på året, siger han.

B.T. har kontaktet Hvidovre Kommune for at få en kommentar, men forvaltningen er endnu ikke vendt tilbage med et svar.

Siden man begyndte at registrere coronavirus i Danmark 27. januar 2020, har der været konstateret 16.541 smittetilfælde blandt Hvidovre Kommunes cirka 53.000 indbyggere.

Det svarer til, at lidt over 31 procent af indbyggerne i Hvidovre foreløbig har været smittet med coronavirus.