Det er aldrig en dårlig idé at begive sig ud på en gåtur. Men for dig, der måske ikke er ovenud begejstret for at traske ud i det fri, er der måske alligevel noget, som kunne lokke.

Lørdag er der nemlig åbnet en ny gårute i Odense, hvis omdrejningspunkt er øl.

Og ikke nok med, at man på turen får lov at nyde tre specialøl på tre forskellige værtshuse, så får man på turen også serveret et stykke af øllets historie. Det skriver TV 2 Fyn.

Øllene bliver skænket på de tre værtshuse Carlsens Kvarter, Bryggeriet Flakhaven og Anarkist, mens øllets historie bliver leveret direkte i ørene gennem en podcast.

Det er virksomheden Story Hunt, som står bag den nye rute i byen, og de har døbt turen 'Fra mjød til specialøl'.

»Vi har i længere perioder godt kunne tænke os at koble nogle fysiske produkter på vores interaktive guides i Danmark,« fortæller direktør Mathias Mølgaard til TV 2 Fyn og fortsætter:

»Derfor giver det rigtig god mening med øl, fordi vi kan få lov til at beskrive øllen undervejs, og fordi der er rigtig meget historie om øl.«

På turen vil der blive fortalt i alt otte forskellige historier om øl og altså serveret tre specialøl på de tre værtshuse.