Der er dårligt nyt, hvis der står 'Start med at ryge' på dit nytårsfortsæt.
For nu har et hold forskere fra University College London (UCL) fundet ud af, hvor skadeligt én cigaret egentlig er for det gennemsnitlige menneske.
Og det er næsten dobbelt så skadeligt, som man først antog i år 2000.
Det skriver engelske The Guardian.
i følge analysen koster én cigaret tyve minutter af ens liv. Inhalerer man en pakke med tyve smøger i, ryger der syv timer af det store livsregnestykke.
Tal fra Kræftens Bekæmpelse viser, at 19 procent af danskerne ryger dagligt eller lejlighedsvist.
Imidlertid fastslår undersøgelsen fra det engelske universitet, at hvis du er et af de mennesker, der ryger ti cigaretter om dagen, men til gengæld stopper den 1. januar, så kan du i retur se frem til en hel dags ekstra liv, hvis rygestoppet holder til den 8. januar.
Er du smøgfri frem til 5. februar, så er der en hel uges ekstra liv at hente.
Men der kan være langt flere frugter at høste, hvis man spørger Dr. Sarah Jackson, der er forsker på UCL - hvor undersøgelsen stammer fra.
»I gennemsnit mister folk, der ikke stopper med at ryge, et årti af deres liv. Det er ti år fyldt med minder og milepæle sammen med ens elskede,« fortæller hun til The Guardian.
Tal fra Kræftens Bekæmpelse viser, at blandt kortuddannede er det 27 procent, der ryger. Størstedelen af dem, der ryger, begyndte at ryge regelmæssigt inden de fyldte 18 år. Hele 75 procent af dem, der ryger dagligt, vil gerne stoppe.
