Før har forskerne ikke vidst, hvorfor den enorme såkaldte 'dommedagsgletsjer' smelter, men nu kommer de med forurolige nyheder.

Thwaites-gletsjeren er dens rigtige navn. Den er beliggende i det vestlige Antarktis, og er på størrelse med Storbritannien.

To forskergrupper fra USA og Storbritannien står bag undersøgelserne der viser, at varmt havvand rammer gletsjeren gennem kanaler og hulrum under den. Det har medført, at den smelter hurtigt, skriver TV2 Norge.

Og det kan få massive konsekvenser.

Hvis dommedagsgletsjeren smelter helt vil det medføre, at havoverfladen kan stige med omkring 65 centimeter.
Hvis dommedagsgletsjeren smelter helt vil det medføre, at havoverfladen kan stige med omkring 65 centimeter. Foto: HANDOUT
Vis mere

Det dramatiske kaldenavn til Thwaites-gletsjeren kommer nemlig ikke af ingenting. Havoverfladen kan stige med med omkring 65 centimeter, hvis den smelter helt.

Men det er stadig usikkert, hvor lang tid det vil tage forskerne at finde ud af, hvornår det vil ske.

»Det sker ikke natten over, og det sker ikke i vores levetid,« siger klimaforsker Bjørn Samset til TV2 Norge.

De sidste 30 år er isen smeltet fra dommedagsgletsjeren med femdobbelt hastighed, og den tegner sig derfor, ifølge forskere, for omkring fire procent af hele den globale havstigning.

Bjørn Samset forklarer, at undersøgelsen viser, at det vand der trænger ind under gletsjeren får den til at stige op fra jorden, og glide ud i havet.

»Det er som at smøre fedt under noget, så det glider hurtigere,« fortæller han til det norske medie.

Det får dommedagsgletsjeren til at bevæge sig 2.000 meter om året ifølge undersøgelsen.

Klimaforskeren forklarer, at det er ret hurtigt for en gletsjer. Det kan få store mængder is til at flyde væk, hvis dommedagsgletsjeren strømmer ud i havet.