Fredag aften afspærrede Fyns Politi motorvejen omkring Odense i jagten på bevismateriale.
Tidligere på dagen havde en bilist anmeldt, at en sten var blevet kastet mod hans bil fra en gangbro over motorvejen mellem afkørsel 51 og 52.
Ifølge bilisten blev en genstand kastet fra broen, den ramte vejbanen og blev derfra kastet op under bilen. Det skriver Fyens.dk.
Selv om der ikke skete alvorlig skade på hverken mennesker eller bil, tager politiet anmeldelsen meget alvorligt.
»Der har på det seneste været flere anmeldelser om stenkast både på Fyn og andre steder,« siger vagtchef ved Fyns Politi Torben Jakobsen.
»Fredag var vi heldige, at der ikke skete noget, men det er en alvorlig episode. Som bilist reagerer man ofte med at rive i rattet, det gør episoderne så farlige.«
Selv om bilisten kunne give et signalement af to unge mennesker, der stod på broen over motorvejen, har politiet endnu ikke fundet gerningsmændene. Derfor beder de nu borgerne om hjælp:
»Vi vil rigtig gerne i kontakt med vidner, der har overværet episoden fredag omkring kl 12:35,« siger vagtchefen.
Har du oplysninger, kan du ringe til politiet på 114.
I slutningen af juli blev også en varebil ramt af en genstand, da bilen kørte under en motorvejsbro på samme strækning.
Selv om politiet med hundepatruljer flere gange afsøgte området, blev genstanden, som var årsag til en stor bule i bilens tag, ikke fundet.
Også på Sjælland har politiet i denne uge været på jagt efter stenkastere. Tirsdag fik en 61-årig mand fra Humlebæk en forskrækkelse, da han kørte ad Kildevej nær Helsinge.
Forruden af hans bil blev pludselig knust, og ifølge manden og de passagerer, der var med i bilen, skyldtes det en sten på størrelse med en tennisbold, der blev kastet mod bilen fra et buskads.
At det kan gå helt galt, hvis en bil rammes af sten beviser en tragisk sag - også fra den Fynske Motorvej.
For fire år siden var en tysk familie på vej hjem fra ferie, da deres bil blev ramt af en betonklods, der blev smidt ud fra Langesøvej-broen vest for Odense.
Stenen dræbte en 33-årig tysk kvinde og invaliderede hendes 36-årige mand, mens parrets femårige søn slap med mindre skrammer.
Drabet er endnu ikke blevet opklaret.