Ny DR-serie vækker debat: 'Leger små forkælede prinsesser i Macho-land'


I den nye DR-serie 'Prinsesse i Alanya' følger man en række danske kvinder, der gerne vil behandles som »prinsesser«. Det synes de ikke, at danske mænd kan finde ud af, så derfor tager de til Tyrkiet på mandejagt.
Men serien er ikke blot god underholdning. Den afslører også, hvordan den moderne feminisme har gjort danske mænd bange.
Sådan lyder det i hvert fald fra Thomas Martin Nielsen.
Han er næstformand i Manderådet, en organisation, som arbejder for mænds rettigheder og »en fornuftig balance mellem kønnene«.
Ifølge ham viser serien, hvordan feministerne har skræmt de danske mænd så meget, at de ikke tør tage initiativ af frygt for at blive udskammet.
Det fører så til, at kvinderne i serien tager til Tyrkiet for at »lege små ombejlede og forkælede prinsesser i Macho-land«, mener han.
»Unge mænd (i Danmark, red.) bliver i dag oplært i, at de er farlige, at de er krænkere og kvindeundertrykkere og alt muligt forskelligt. De får at vide, at nu skal de passe på med at lægge an på pigerne, fordi de ellers risikerer at få en samtykkesag eller en metoo-sag på halsen,« siger Thomas Martin Nielsen.
Er det virkelig det, der har været en offentlig samtale om de senere år herhjemme, eller er det ikke snarere, at man ikke skal begå overgreb og sørge for, at der er samtykke?

»Der er jo ikke nogen, der taler for, at vi skal begå overgreb. Det, vi taler om, er, at det kan være et overgreb, hvis det er den forkerte mand, der gør det. Hvis han ikke er attraktiv nok, så risikerer man at blive stemplet som en krænker. Hvis man ikke er så trænet i det her, så kan jeg godt forstå, at man ender med at trække følehornene til sig.«
Hvad tænker du om den mandlige pendant til det her – altså det fænomen, hvor danske mænd rejser til for eksempel Thailand for at date thailandske kvinder?
»Det er jo svært at sige generelt, men jeg kan da godt forstå, at der er nogle mænd, der er i desperation over ikke at kunne finde en kæreste i Danmark, fordi danske kvinder er ekstremt meget mere selektive, end de er i Thailand.«
Så det ser du ikke noget problem i?

»Nu skal du ikke lægge mig ord i munden. Jeg siger ikke, at det ikke er et problem. Jeg siger, at jeg godt kan forstå det. Ligesom jeg udmærket kan forstå de piger, der tager til Alanya,« svarer Thomas Martin Nielsen og tilføjer:
»Begge køn, både kvinderne og mændene, lider jo under det nuværende nyfeministiske regime, hvor det naturlige spil mellem kønnene er gjort til et minefelt.«
Spørger man Thomas Martin Nielsen viser serien, at der er brug for et opgør med det, han kalder »den aggressive nyfeminisme«.
Han håber, at et sådant opgør vil føre til, at danske mænd igen tør tage initiativ, og at kvinderne i serien dermed ikke føler behov for at tage til Tyrkiet.
De første to ud af i alt seks afsnit af 'Prinsesse i Alanya' kan ses nu på DR TV.