Ny bog: Unge udskyder den eneste ene

Voksne har for vane at mene, at ungdommen er på afveje. Men når det gælder kærlighed, har de unge fat i den lange ende.

Det mener Lone Frank, der er videnskabsjournalist på Weekendavisen og forfatter til en ny bog, hvor hun undersøger kærlighedens væsen.

»De unge jagter ikke kærligheden så meget, som andre har gjort. Hvor tidligere generationer i højere grad har kastet sig hovedkulds ud i kærligheden, taget større chancer og dermed også fejlet, vil de unge 'vide alt om en potentiel partner, før de bruger energi, tid og penge på at opbygge et partnerskab',« skriver Lone Frank i bogen 'Størst af alt – Om kærlighedens natur'.

Det kunne lyde trist, men det er det langtfra, mener forfatteren.

»Det ser ud, som om de unge øser masser af kærlighed ud over venner og familien, mens de er mere forsigtige med kærligheden til den eneste ene.«

Konklusionen bygger hun på inden- og udenlandsk forskning i relationer og kærlighed. Tidligere har hun delt nogle af resultaterne i den populærvidenskabelige podcast 'Ingen elsker Lone Frank', som hun lavede, da hun selv mistede sin adgang til kærlighed.

For seks år siden døde Lone Franks kæreste, Morten, af kræft. Efter 13 år i fast parforhold opdagede hun, at hun var alene. Som i helt alene.

»Jeg havde ingen mand og ingen børn, mine forældre var for længst borte, og alle andre familieforbindelser var tyndslidte og trævlede. Der fandtes med andre ord ikke længere nogen, som jeg selv elskede, og ingen, som ville kunne stå ved min kiste og føle, som jeg nu gjorde for min døde mand.«

Det var i den situation, hun kunne se, at de unge er klogere end hende.

Psykologen Justin Garcia og antropologen Helen Fisher, der begge er tilknyttet det amerikanske Indiana University, har en hypotese om, at unge i dag sætter pris på varige forpligtende forhold, men at de forlænger fasen, der går forud for forpligtelsen. Forskerne kalder det 'slow love'.

»De unge kan godt have seksuelle kontakter, men det tager lang tid, før de bliver kærester. Bindingen er et større projekt, som de udskyder,« siger Lone Frank.

Undersøgelser viser, at de unge har mindre sex end tidligere generationer, og generelt debuterer de senere end både deres forældre og bedsteforældre.

Men de har ikke underskud på kærlighedskontoen, som Lone Frank oplevede det efter sin kærestes død.

»De får kærlighed hos vennerne og familien, så summen af kærlighed er konstant. Måske har de unge fat i noget. Vil man have varige og stabile kærlighedsforhold, så er vennerne en bedre og sikrere investering end en kæreste.«

Selv har Lone Frank altid lagt den 'helt store kærlighedsindsats' i sine parforhold – og i sit arbejde.

»Jeg har ikke investeret så meget i mine venneforhold. Det viste sig at være ris til egen røv,« siger hun.

I tiden efter kærestens pludselige død fik hun blik for, at kærligheden – også den til venner – betyder meget mere end arbejde og ambitioner.

»Sidder man tilbage uden kærlighed, kan man stirre på sine bedrifter, men de kan ikke trøste en.«

I dag lægger Lone Frank vægt på sine relationer og accepterer, at kærligheden kommer i mange flere former og størrelser, end hun tidligere troede muligt.

Hun mener, at vi tillægger forelskelsen alt for stor vægt, og går så langt som til at kalde forelskelse en 'kulturel løgn'.

»Vi spænder ben for os selv med den store myte om, at der skal være forelskelse – ellers er det ikke rigtigt.«

Hun taler af erfaring. Da hun mødte Morten, var det ikke en brusende forelskelse, der bragte dem sammen, og i al hemmelighed var hun 'flov over forelskelsens fravær':

»Jeg tænkte selv, at det ikke var, som det skulle være. Jeg stolede ikke på min kærlighed, fordi der ikke havde været forelskelse.«

I dag er hun blevet klogere. Ifølge den israelske psykolog Ruth Feldman, der har forsket i, hvordan kærlighed opstår, er forelskelsen kun én vej til kærligheden.

»Der er masser af muligheder for at komme til at føle kærlighed. Man skal ikke sidde og vente på et lyn, der slår ned, men opsøge mennesker og give sig lov til at lære dem at kende,« siger hun i bogen. Det fik Lone Frank til at droppe tvivlen på sine følelsers oprigtighed og styrke.

Men efter kærestens død havde hun svært ved at genfinde følelsen.

»Efter en tid var der fysiske møder uden problemer. Men at fatte dybe, varige følelser for nogen igen virkede umuligt – de følelser var optaget og beslaglagt,« skriver hun.

Ingen – end ikke forskerne – kan forudsige, hvor og hvornår kærligheden vil slå sig ned. Forsøg på at gå videnskabeligt til værks, som i programmet 'Gift ved første blik', giver Lone Frank intet for.

»Man kan møde et menneske – og der sker ingenting – og så pludselig året efter møder man det samme menneske, og så er den der. Det er noget i ens hjerne, der skal foldes ud.«

Lone Franks hjerne begyndte at interessere sig for origami, da en ukendt mand skrev til hende på Facebook. Hun skrev tilbage, og måske havde hun lært af de unge – for der gik lang tid …  Og så – bedst som hun var blevet enig med sig selv om, at forelskelse er overvurderet – blev hun ramt.

I dag er der igen kærlighed i Lone Franks liv.

»Mit nye forhold startede som forelskelse, men er gledet over i samhørighed – det er megaheldigt – men jeg er også blevet klogere på at opsøge kærligheden.