Det er »enormt glædeligt«, at der er kommet skub på udviklingen af Alzheimermedicin.
Sådan siger Alzheimerforeningens formand, Birgitte Vølund, efter et nyt middel nu viser sig at kunne sinke udviklingen af hjernesygdommen betydeligt.
»Det giver nyt håb til de mennesker, der er ramt af den her yderst uforudsigelige sygdom. Og det har der ikke været meget af.«
Resultater af et fase 3-studie demonstrerede mandag, at lægemidlet ved navn donanemab kan bremse den kognitive svækkelse hos personer med tidlig Alzheimers med omkring 35 procent.
Birgitte Vølund håber, at præparatet bliver tilgængeligt i Danmark – det kan kun gå for langsomt, mener hun.
»Alzheimers er den største livskrise. Folk, der kæmper med hukommelsen og de andre ubehagelige symptomer, vil være meget opsøgende for at få det.«
Alzheimers er en kronisk og fremadskridende, dødelig sygdom i hjernen, der i høj grad går udover hukommelsen og på sigt gør patienten ude af stand til at klare et selvstændigt liv.
Midler som donanemab gør patienter i den tidlige fase i stand til at leve et 'selvstændigt, aktivt og godt liv' i længere tid, siger Birgitte Vølund.
»Det er i dag ikke tilfældet for mange af dem.«
Hun er dog bekymret over, om der vil være tilstrækkelig kapacitet til at administrere medicinen, hvis den bliver godkendt i Danmark, da den skal gives som infusion på hospitalet hver fjerde uge.
Samtidig skal patienter have regelmæssige hjernescanninger i forbindelse med behandlingen, som i sjældne tilfælde kan have alvorlige bivirkninger på hjernen.
Hun påpeger, at Danmark har svært ved at følge med alene, når det gælder udredning af demens. Ifølge Ældre Sagen er der flere steder i landet ventetid på over et år til udredning – og altså meget langt fra udredningsretten på 30 dage.
»Jeg frygter, at der ikke er kapacitet til at administrere medicinen, hvis vi får den. Jeg tror, det vil lægge pres på systemet,« siger Birgitte Vølund.
Alzheimers er den hyppigst forekommende demenssygdom.
Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens er antallet af registrerede tilfælde blandt personer på 65 år og derover steget fra cirka 29.600 i 2010 til cirka 38.675 i 2022.
Eli Lilly er blandt de største konkurrenter for danske Novo Nordisk.