Naturstyrelsen venter at kunne plante de første træer i en ny, stor skov nordøst for Svendborg om et par år.

I løbet af de kommende år skal en stor, ny skov plantes på Sydfyn.

Sådan lyder det i en aftale, der netop er blevet indgået af Naturstyrelsen, Svendborg Kommune og det kommunalt ejede selskab Vand og Affald A/S.

Det skriver Miljø- og Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Aftalen muliggør, at et område nordøst for Svendborg på op til 540 hektar i løbet af de næste 20 år kan blive omdannet fra landbrugsjord til ny skov.

Arealet vil svare til tre gange størrelsen på Sprogø.

Miljøminister Lea Wermelin (S) kalder projektet for "fantastisk".

- Fyn er et af de steder i Danmark, hvor vi har allermindst statsejet skov, og bynære skove som denne giver en masse spændende naturoplevelser og friluftsliv lige dér, hvor folk bor, siger hun i meddelelse.

De næste par år skal Naturstyrelsen bruge på at købe de første landområder gennem frivillige aftaler. Derefter vil styrelsen indkalde til borgermøde for at få input til skoven fra de lokale i området.

De første træer ventes således at blive sat i jorden om to til tre år, lyder vurderingen fra Jakob Harrekilde Jensen, der er skovrider i Naturstyrelsen Fyn.

Og derfra vil der gå yderligere en håndfuld år, fra de første træer bliver plantet, før der begynder at stå noget klar, som ligner en skov.

- Jeg tænker, at når folk ikke længere kan kigge hen over træerne, så begynder man at få en oplevelse af at gå i en skov. Og der skal nok gå en fire til fem år. Det er lidt afhængig af, hvad det er for nogle træer, siger Jakob Harrekilde Jensen.

Mens der i dele af den nye skov aktivt bliver plantet træer, vil andre områder af skoven blive udlagt til naturlig tilgroning.

- Så lader vi områder stå og ser om skoven kan komme af sig selv, siger skovrideren.

Den samlede omkostning til køb af jord og anlæg af skoven ventes at blive omkring 120 millioner kroner.

/ritzau/