Flere danskere har modtaget en ny afpresningsmail i deres indbakke.

Sådan lyder det i en advarsel fra det danske politi gennem appen 'Mit Digitale Selvforsvar', som drives i et samarbejde mellem Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden.

I mailen er gerningsmandens intention at skræmme og true modtageren til at betale et beløb i bitcoins.

'Jeg er en hacker, som har adgang til dit operativsystem. Jeg har fuld adgang til din konto. Jeg har holdt øje med dig i et par måneder nu. Det forholder sig sådan, at du blev inficeret med malware på en voksenside, som du besøgte, lyder det blandt andet i mailen.

Det danske politi skriver i appen, at man ikke skal reagere på mailen:

'Vi anbefaler, at du ikke betaler og ikke besvarer mailen, da der er tale om masseafpresning. Det vil sige, at de it-kriminelle forsøger at få dig og mange andre til at betale et beløb ved at true med at dele information om, at du har besøg pornohjemmesider, skriver de og fortsætter:

'Det er vores opfattelse og erfaring fra tidligere sager om masseafpresning, at de kriminelle ikke har til hensigt at gennemføre den handling, der trues med. Vi anbefaler derfor, at du ikke reagerer på mailen.

Afpresningsmailen kan kendes på følgende elementer:

  • Mailen er på dansk
  • Afsenderen hævder at have holdt øje med modtageren i et par måneder
  • Afsenderen truer med at dele en kompromitterende video af modtageren
  • Afsenderen forlanger 1000 $ betalt i bitcoins inden 50 timer for ikke at dele videoen med modtagerens kontakter