Nu reagerer minister på bæravleren Finns store frustrationer
Christian Rabjerg Madsen (S), der er minister for natur og dyrevelfærd, kommenterer nu på, at bæravleren Finn Bilberg må drage den yderste konsekvens på grund af en ny lov om mindre kvælstof.
Minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), bliver konfronteret med bæravleren Finn Bilbergs meget store frustrationer over ny lov, han har ministeransvaret for. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), forholder sig nu til de store frustrationer fra bæravler Finn Bilberg over den nye og meget udskældte gødskningslov.
Han har mandag fortalt B.T., hvordan han vil være så hårdt ramt af den nye lov, at han nu sælger over halvdelen af sine 50 hektar tilhørende hans økologiske planteavlsejendom Astrup Hedegaard, der ligger ved Skjern.
Den økologiske bæravler Finn Bilberg begynder nu af sælge ud af gården, der i fem generationer har tilhørt hans familie. Foto: Privat
En gård der i fem generationer er gået i arv i hans familie.
Finn Bilberg har nemlig fundet ud, at de økologiske bærbuske på hans marker med den nye lovs stramme krav vil udgive for meget kvælstof, selvom han fuldstændig stopper med at bruge gødning.
»Vi ønsker ikke særbehandling. Vi ønsker bare en fair regulering, hvor det fortsat er muligt at være en lille økologisk landmand og producere danske fødevarer,« sagde han frustreret til B.T.
Christian Rabjerg Madsen slår fast, at kvælstofregulering er afgørende for at kunne håndtere de store udfordringer med landbrugets udledning af kvælstof.
Men minister påstår, at han også godt kan se den svære situation Finn Bilberg og andre landmænd, der producerer grøntsager, frugt og bær, står i.
»Jeg står fast på ambitionerne i den grønne trepart om et grønnere Danmark og et bedre vandmiljø,« skriver ministeren i en mail til B.T. og tilføjer:
»Når det er sagt, er jeg meget opmærksom på at sikre de bedst mulige betingelser for landets produktion af grøntsager, frugt og bær, og jeg drøfter løbende situationen med aftalekredsen.«