Boligkøberne kan nu mærke, at det kun er gået en vej siden nytår. Op.

For de stigende renter på det danske boligmarked betyder simpelthen, at der tydeligt er råd til mindre.

Det skriver Finans.dk, der anfører, at en familie helt konkret kan låne færre penge i dag – sammenlignet med situationen ved årets begyndelse. Et udslag af rentestigningen fra 0,5 til 1,5 procent.

»Det kan tydeligt mærkes på købernes budget, når renten stiger specielt i de dyre områder. Der må de i forvejen gå på kompromis med boligstørrelsen,« siger Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker i Nordea Kredit.

Helt konkret viser mediet et eksempel, hvordan en familie med råd til 10.000 kroner i boligfinansiering om måneden i dag har råd til at låne 2.747.000 kroner.

I januar ville samme familie kunne have lånt et større beløb: 2.928.000 kroner.

Det er en forskel på 181.000 kroner.

Det betyder altså, at eksempelvis en førstegangskøbende familie har sværere ved at komme ind på markedet, mens der samtidig er blevet råd til mindre boliger.

Ifølge Lise Nytoft Bergmann vil det samtidig være med til at presse priserne ned på et boligmarked, der længe ellers har oplevet store prisstigninger.

I løbet af sommeren har Det Systemiske Risikoråd af den grund henstillet til regeringen om at komme med et indgreb på boligmarkedet for at bremse prisudviklingen.

Det har Erhversvministeriet dog netop afvist.

»Det er gode tegn, og derfor er der heller ingen grund til at gribe ind her og nu, hvor vi samtidig ser, at dansk økonomi er sund. Husholdningernes økonomi er robust, og bankerne er stabile,« lød det i denne uge fra erhvervsminister Simon Kollerup (S).