Først var det el, varme og fødevarer.

Nu er prisstigningerne også nået til juletræerne.

»Vores omkostninger er næsten steget til det dobbelte,« fortæller juletræsproducent Gudmund Hansen til TV 2 Fyn.

Han advarer derfor allerede nu forbrugerne om, at de kommer til at betale mere for deres juletræer, end de plejer.

Alene fragtpriserne er steget 20-30 procent, og de kan sagtens nå at stige yderligere, slår han fast.

Det er eksempelvis nettene, træerne svøbes i, der er steget. Det samme er også priserne på dieselen til traktoren og benzinen til motorsavene, der fælder træerne.

Også prisen på kunstgødning og sprøjtemidler er skudt i vejret.

Indtil videre har Gudmund Hansen lagt en lille euro på 7,50 kroner oven i sine træer. Men hvad der helt præcist kommer til at ske med prisen på juletræer landet rundt, er ikke helt afgjort endnu.

Hos Geil og Berner – en af Danmarks største eksportører af nordmannsgran juletræer mærker man også en voldsom stigning i produktionsomkostningerne.

Og ifølge direktøren Lars Geil er der ikke meget at gøre.

»Når vores leverandør forlanger 800 kroner i stedet for 300 kroner for gødningen, så kan vi hyle og pibe, men det er prisen, så kan vi vælge, om vi vil have det eller ej,« siger han til TV 2 Østjylland.

Han understreger, at de lige nu har de travleste dage på året, og at der kun er fire uger tilbage til at redde hele deres omsætning.