Per Møller Nielsen har pludselig fået travlt. Det er han egentlig glad for – men han er også en lille smule frustreret.

»Det er da glædeligt, at vi kan komme i gang igen – men man kan altså ikke bare knipse med fingrene og så åbner vi igen, tjuhej, hvor det går,« siger han.

Han er indehaver af Vesterhavscafeen i Nørre Vorupør, der har haft lukket siden begyndelsen af november, hvor ekstra stramme coronarestriktioner ramte syv nordjyske kommuner. Torsdag kom så beskeden om, at restriktioner igen lempes. Følg B.T.s coronalive her

Det betyder, at eksempelvis restaurationer må åbne fra fredag.

Vesterhavscafeen ligger i Nørre Vorupør.
Vesterhavscafeen ligger i Nørre Vorupør.
Vis mere

Det regner Per Møller Nielsen dog ikke med, at han kan nå. Han regner tidligst med fra lørdag at kunne åbne dørene til sin cafe, der ligger med udsigt over strand og mole i den nordjyske turistby.

»For det er jo også lidt noget pis. Man kan jo ikke bare med øjeblikkelig kraft åbne sit spisested. Der er jo ligesom nogle ting, der skal ordnes inden. Vi skal have købt en hel masse ind og få nogle varer i huset: Der er da nogle forberedelser, vi skal have gjort, inden vi kan åbne igen,« siger Per Møller Nielsen, hvis restaurant ligger i Thisted Kommune:

»Det er ikke for at jamre, for jeg synes, at det er dejligt. Men jeg synes, at den information, vi får, gerne må være en lille smule mere langsigtet end fem minutter. Som det kører nu, kan de jo lave det om i løbet af de fem minutter.«

Der er også andre ubekendte, som restauratøren endnu ikke har styr på.

»Der er jo også den dér lønkompensation. Hvis vi får at vide, vi kan åbne nu, så får vi ikke mere fra det tidspunkt – men vi har ni mand hjemme på lønkompensation. Så nytter det ikke at sige, at fra i morgen må I gerne åbne. Vi skal lige have en chance,« siger Per Møller Nielsen.

I det hele taget er han utilfreds med den måde, udmeldinerne er kommet dryppende denne torsdag formiddag. Fra forskellige medier, fra forskellige nordjyske borgmestre i de berørte kommuner. Lidt information ad gangen om en genåbning, der har berørt mange mennesker. Indtil Sundhedsministeriet endelig kunne komme med bekræftelsen klokken 11.

»Vi bliver jo snotforvirrede af de forskellige udmeldinger. Kommunikationen kunne godt være lidt mere lagt i system. De borgmestre skulle have at vide, at hvis de får noget at vide på et møde, skulle de holde deres kæft, indtil det var meldt ud fra dem, der i virkeligheden bestemmer. Det er torskedumt, at de hver især lige vil have fem minutters berømmelse,« siger Per Møller Nielsen fra Vesterhavscafeen i Nørre Vorupør.

Og så glæder han sig over igen at se noget liv i den lille by.

B.T. har tidligere beskrevet, hvordan Nørre Vorupør har været fuldstændigt affolket på grund af restriktionerne. Det billede bekræfter Per Møller Nielsen:

»Bevares, der plejer ikke at være mange mennesker på denne tid af året – men der er altid folk i Nørre Vorupør, fordi det er et turistområde. Der kommer tyske pensionister, der kommer familier med små børn, der kommer danskere på lidt efterårs- eller vinterferie. De er med til at lave lidt liv i byen. Men der er ikke et øje. Det er der virkelig ikke. Nu håber vi på, at der kommer lidt liv i gadebilledet igen,« siger han.

Det er kommunerne Hjørring, Frederikshavn, Vesthimmerland, Thisted, Brønderslev, Jammerbugt og Læsø, der har været ramt af de stramme restriktioner, der skulle være løbet til 3. december. Hovedparten af lempelserne vil ifølge Sundhedsministeriet være gældende allerede fra torsdag. Først fredag kan restauranter, kultur- og fritidsliv og kollektiv trafik igen åbne helt. På mandag fjernes restriktionerne på uddannelsestilbud.

Personer med bopæl uden for Danmark opfordres dog stadig kraftigt til ikke at rejse ind i de berørte kommuner.