Når du tager på stranden for tiden, er det mere sandsynligt end på andre tider på året, at du får selskab i sandet af en sælunge.

Juni er nemlig højsæson for sælunger – og dermed også højsæson for opsang fra de fagfolk, der kender dyret bedst.

For selvom det kan være fristende at give sælerne et nysgerrigt klap, så skal man lade være.

»Den bedste hjælp er at nyde synet af sælungen på afstand – gerne 50 meter – og lade naturen gå sin gang,« siger Rune Christiansen, der er biolog i Kattegatcentret til TV2 ØSTJYLLAND.

Kattegatcenteret får ifølge mediet flere henvendelser fra folk, der har set en sælunge ligge alene på stranden og ikke ved, hvad de skal stille op.

ARKIVFOTO af sæl i Lemvig havn.
ARKIVFOTO af sæl i Lemvig havn. Foto: Johan Gadegaard
Vis mere

Men sælungen ligger på stranden, fordi dens mor er svømmet ud i havet efter mad. Du kan derfor se sælungen ligge på stranden i flere timer eller endda dage, uden der er noget i vejen.

Ifølge Rune Christiansen er det nemlig ganske naturligt, at de ligger på strandene.

»Sælungen kan nøjes med at få mælk fra moren to gange i døgnet, og ofte vil den ligge det samme sted i et par dage, før moren flytter den til et nyt sted,« siger han og forklarer, at moren kan vente med at svømme ind til sælen, hvis hun ude fra vandet kan se aktivitet omkring sin unge.

Lige netop derfor skal man holde sig væk og glemme bekymringen for sælen. Og man skal heller ikke skubbe sælen ud i vandet, forklarer biologen.

Vandet kan være for koldt for ungen, der ikke har et særlig tykt spæklag, når den er helt spæd.

En sæls dieperiode er tre-fire uger, og i den periode går dens vægt i gennemsnit op fra 10 til 30 kilo. Det er i den periode, man ser ungerne ligge på stranden.

I videoen øverst i artiklen kan du se en nyfødt sælunge født i Kattegatcentret i 2015.