Manglende brandmæssige adskillelser i spidsloftet. Manglende tætninger mellem lejlighedsskel og tagdækning. Udsparinger i en brandvæg og et undertag udført i materiale med stor brandbelastning.

Det er blot nogle af årsagerne til, hvorfor en brand i en etageejendom på Grøndals Parkvej i Vanløse i København i slutningen af marts i år nåede at udvikle sig så voldsomt, at 16 opgange blev antændt.

Læg dertil, at knap 100 familier blev hjemløse.

Det oplyser Bolig- og Planstyrelsen i en pressemeddelelse ifølge DR.

Ejendommen var efter branden så beskadiget, at den måtte rives ned.

Undersøgelsen af brandårsagen, som nu er færdig, er udført af Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI).

»På baggrund af undersøgelsen er det styrelsens vurdering, at brandens voldsomme spredning skyldes konkrete mangler i relation til bygningens udførelse og senere renovering,« skriver styrelsen i pressemeddelelsen.

DBI vurderer desuden, at branden kunne have været begrænset til få opgange, hvis bebyggelsen var blevet udført i overensstemmelse med den oprindelige byggetilladelse.

Forsikringsselskabet Tryg, der har mange kunder blandt de brandramte beboere, beskrev tilbage i marts branden som en af de »absolut værste, de har været ude til«.

»Vores vurdering er, at vi nok skal 15-20 år tilbage for at finde en brand i en bygning på privatmarkedet af samme størrelse i vores selskab,« sagde Frederik Sjørslev Søgaard, der er skadedirektør i Tryg Danmark, til B.T.