For de fleste er 'en tur ned på politistationen' ikke forbundet med noget, man har særligt meget lyst til.

Men det kan være, det kan blive lavet om nu.

I hvert fald er en tidligere politistation nu blevet sat til salg i Aabenraa – og den kan blive din.

I hvert fald hvis du kan finde 11 millioner kroner i lommen.

Foto: Esoft
Vis mere

Det skriver statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, i en pressemeddelelse.

»Denne udviklingsejendom rummer et kæmpe potentiale, og det kræver ikke meget fantasi at forestille sig eksempelvis hotel, kontordomicil eller boliger i den flotte ejendom,« siger Per Kondrup, der er salgschef i Freja Ejendomme:

»Der er rigtig mange muligheder og med den centrale placering som en ekstra bonus, tror jeg, der kommer til at være mange interesserede i denne ejendom.«

Den tidligere politistation, der ligger på Haderslevvej 52 i Aabenraa, er en rødstensejendom, der oprindelig er opført som en tysk privatskole.

Senere blev der bygget til bygningen, og i dag består den af hovedbygningen fra 1924 med to tilhørende længer i tre etager.

Derudover får du en kælder, garager og cykelskure med i købet.

I alt dækker erhvervsarealet over 3.462 kvadratmeter, mens grunden er på 9.157 kvadratmeter.

Hvis du er interesseret i at købe den tidligere politistation, kan du rette henvendelse til mægler Evald Møller i Aabenraa, som varetager salget af ejendommen på vegne af Freja Ejendomme.