De seneste 4,5 år har Marianne Wiehe stået bag baren i Danmarks mindste værtshus, Høkeren, i Ry.
Men nu er det slut.
»Det er en beslutning, jeg har været nødt til at tage,« siger Marianna Wiehe.
Det er corona, der til sidst tog så hårdt på Marianne Wiehe, at hun måtte kaste håndklædet i ringen.
»Det har ødelagt det hele. Alle de problemer, der har været med at få hjælp og søge kompensation. Jeg forstår mig ikke på tal, så det har tæret så meget på mig. Nu er jeg nødt til at sige fra,« siger hun.
Derfor leder stedet nu efter en ny forpagter, der kan drive det videre.
»Vi ville være meget kede af, hvis det skulle lukke, det ville være virkelig sørgeligt. Det er sådan et hyggeligt lille mødested. Folk har det godt, og det er ikke, fordi de drikker sig i hegnet. Det kan de da godt gøre, hvis de hygger sig lidt ekstra, men ellers ikke,« siger Marianne Wiehe.
Marianne Wiehe håber stadig, hun kan komme på Høkeren på den ene eller den anden måde.
»Jeg kan så godt lide selve arbejdet. Jeg kommer til at savne det helt vildt og de kunder, der er der. Vi er en lille familie, der hjælper hinanden,« siger hun.
Kunderne kender hun efterhånden rigtig godt. Det er enten stamkunder eller nogen, der kommer sejlende til Ry år efter år.
Lige nu er Marianne Wiehe sygemeldt efter den hårde periode. Hvis hun ikke kan komme tilbage bag baren, forsikrer hun om, at hun vil komme på besøg.
»Det bliver svært, og jeg er ked af det over at skulle stoppe. Men nu har jeg slået op, at vi søger en ny forpagter, og så håber jeg, der er en, der vil drive det videre,« siger Marianne Wiehe.
Marianne Wiehe har søgt en ny forpagter på Facebook-gruppen ‘Støt de brune værtshus’, og hun kan ligeledes kontaktes herover, hvis man er interesseret.
