»I virkeligheden har jeg ikke behøvet at gå på arbejde de sidste 20 år. Men jeg har bare nydt det. Hver dag.«
Oppe på sjette sal – pladask ud til Nørreport i København – holder tandlægen Agnes Rise Damkjær til. Det har hun gjort siden 1961. Men alting har – som bekendt – en ende.
I en alder af 88 år har Agnes Rise Damkjær besluttet sig for at indtage den tredje alder. Pensionen.
»Jeg må indrømme, at jeg kan mærke, jeg er blevet 88. Jeg går med to krykker, har dårlig hofte og knæ. På det seneste har jeg taget taxa på arbejde. Det er lidt åndssvagt,« siger Agnes Rise Damkjær med et grin.
1. juli havde Agnes Rise Damkjær officielt sidste arbejdsdag som tandlæge. En profession, hun har været i siden 1956 – 13 år før Neil Armstrong tog de første skridt på månen.
Hun havde sin sidste klient i januar, hvor hun foretog et eftersyn. I månederne efter har hun været til stede på klinikken – for at sparre med og rådgive unge tandlæger, men stadig været på arbejde.
Og det til trods for at Agnes Rise Damkjær med god samvittighed kunne trække pensionistkortet for 23 år siden, da hun fyldte 65. Men det er aldrig faldet hende ind, også selv om hun hvert 10. år har måttet skaffe sig tilladelse til at fortsætte fra Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsstyrelsen. Præcis som reglerne foreskriver det.
»Jeg har elsket at gå på arbejde. Det var min hobby og mit mål. Man sætter sig selv mål, der gør en lykkelig. Ligesom du selv har udfordringer, der er sjove at løse, så var det min udfordring at fikse tænder. Og folk skal jo også have tænder at tygge med.«
»Og så har jeg været heldig. Fantastisk heldig. Jeg har haft brystkræft og blev hurtigt behandlet. Ellers har jeg været rask, og det er først nu, jeg humper rundt.«
Agnes Rise Damkjær ved godt, at hun går på pension i en sen alder. Det har hun også kunnet mærke på familie, venner og patienter.
»Folk har hele tiden spurgt, hvornår jeg skulle nyde livet og rejse. Men ved du hvad, jeg rejser rundt i min egen verden, som jeg har elsket. Jeg synes, mulighederne ligger i hverdagen, og dem skal man søge.«
»Og hvis andre bare har ventet og ventet på at gå på pension, så synes jeg bare, det er synd for dem.«
Da Agnes Rise Damkjær overtog klinikken i 1961, ejede hun 28 kvadratmeter med plads til to tandlægestole. Nu udgør klinikken 300 kvadratmeter med seks tandlægestole, venteværelse, køkken og en lang, smal gang. Alt sammen solgt videre til unge aspiranter.
Men hvad skal der så ske nu? Det ved Agnes Rise Damkjær ikke med sikkerhed.
»Jamen se, det er spændende. Der er et hus i Nr. Lyndelse, vi kigger på. Der er en masse skvalderkål, jeg kan arbejde med. Og hvis der er noget, jeg elsker, så er det havearbejde.«
»Og så ser vi frem til at holde sommerferie. Det har vi gjort lidt, men ikke systematisk. Når jeg har haft klinikken, har jeg tit sagt til min mand 'i morgen aften er jeg hjemme igen' i stedet for at holde ferie.«
Derudover ser hun og ægtefællen, Carl, som hun har været gift med i mere end 60 år, også frem til sommerstunder ved Blåvand, hvor de har sommerhus. Selv om hendes mand ikke havde noget imod at lade hende fortsætte klinikken.
»Han har sagt, jeg er kedelig, fordi jeg allerede vil sælge. Men det må han affinde sig med,« lyder den afsluttende og muntre bemærkning fra Agnes Rise Damkjær.
Del: