Blandt de danske unge er det gået den rigtige vej i forhold til kønssygdommen kønsvorter.

Antallet af behandlede for kønsvorter i 2018 er det laveste siden 2009, hvor hpv-vaccinen blev indført. I perioden er antallet af behandlede halveret, viser den nyeste opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen.

Det er især hos den unge del af befolkningen, at der er sket et stort fald i antallet af behandlede for kønsvorter.

Mens det i 2009 var de unge, der oftest havde kønssygdommen, var det i 2018 de midaldrende.

Blandt den yngste gruppe - de 15-29-årige - er det mest markante fald, og der har været et fald i aldersgrupperne op til 30-34 år. Den højeste andel af behandlede for sygdommen har gruppen med de 30-34-årige.

Kønsvorter er en seksuelt overført sygdom, der skyldes en infektion med hpv. Hpv-vaccinen, der blev indført for at forebygge livmoderhalskræft, kan derfor også virke forebyggende mod kønsvorter.

Vaccinen blev i 2009 en del af det danske børnevaccinationsprogram til piger i alderen 12 til 14 år. Derfor er unge kvinder op til starten af 20erne i dag i vidt omfang dækket af vaccinen, skriver Sundhedsdatastyrelsen.

Og det er da også netop unge i aldersgruppen 15 til 19 år, der har den laveste andel behandlede for kønsvorter i 2018.

Hpv-vaccinen blev fra 1. september også gratis for drenge, som fyldte 12 år efter 1. juli i år.

Flere store mediehistorier skabte i 2015 frygt for, at vaccinen gav svære bivirkninger.

Historierne antydede en sammenhæng mellem vaccinen og svære bivirkninger, på trods af at der ikke var videnskabeligt belæg for det.

/ritzau/