Nu er det slut: Kommune stopper samarbejdet med hjemmepleje
Efter »gentagende brud på databehandleraftalen« har Frederikshavn Kommune valgt at ophøre samarbejdet med Nii's Hjemmepleje.

Efter »gentagende brud på databehandleraftalen« har Frederikshavn Kommune valgt at ophøre samarbejdet med Nii's Hjemmepleje.

Fredag sagde Frederikshavn Kommune stop.
Det gjorde de til Nii's Hjemmepleje, som blev opsagt fra dags dato.
I en pressemeddelelse fra kommunen, er beslutningen om at stoppe samarbejdet truffet på baggrund af en »klar mistanke om gentagende brud på databehandleraftalen samt den pågældende hjemmeplejes beslutning om at stoppe al hjemmepleje med meget kort varsel«.
Det skriver TV 2 Nord.
Standsning af al hjemmepleje fra Nii's Hjemmepleje skete fredag klokken 10, efter kommunen havde udelukket dem fra deres journalsystem CURA.
Udelukkelsen kom sig af, at den private hjemmepleje havde fortsat sin hidtidige arbejdsgang, trods kommunens tidligere henvendelse om at stoppe.
Den uretmæssige arbejdsgang drejer sig, ifølge Nii's Hjemmepleje og kommunen, om ulovlige opslag i en række borgeres medicinoplysninger.
Nu er resultatet så, at samarbejdet er komplet ophørt.
Kommunen har i samme omgang meldt ud, at de borgere der er berørte af samarbejdets ophør enten får en melding via telefon, e-Boks eller per brev.