Et åbent vindue, eller en åben altandør.

Mere skal der ikke til.

Det kan hurtigt få alvorlige konsekvenser, hvis man ikke er påpasselig nu, hvor varmen er på vej.

Tal fra Agria Dyreforsikring viser, at antallet af tilskadekomne 'nedfaldskatte, det vil sige katte, der er faldet ned fra store højder, stiger markant forår og sommer.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Anne Keller, der skadechef i Agria Dyreforsikring, siger:

»Selvom de fleste katte instinktivt vender i luften og oftest lander på benene, kommer de ofte alvorligt til skade ved et fald fra stor højde, simpelthen fordi deres krop ikke er bygget til at tage det hårde stød.«

»Jeg har ofte hørt fra ejere af lejlighedskatte, at deres kat godt ved, at den ikke skal springe ud ad åbne vinduer eller ned fra altanen. Men vi har desværre meget triste skadesager, hvor katte alligevel er faldet ned og kommet alvorligt til skade – nogle gange så slemt, at de må aflives hos dyrlægen.«

De typiske faldskader, der ses hos nedfaldskatte, er tandskader og brækkede knogler i hoved, ben, bryst og bækken. Der kan også opstå andre skader, såsom punkterede lunger, sprængt blære og indre blødninger.

 I yderste tilfælde kan katten blive så alvorligt skadet, at den ikke kan reddes og dør ved faldet.