Nu bliver din øl »zebra-stribet«: Tuborg lancerer nyt tiltag


Hvad har zebrastriber og øl med hinanden at gøre?
En hel del, hvis du spørger Tuborg.
Det kendte danske ølmærke vil nemlig ændre danske unges alkoholkultur med et særligt zebrastribet tiltag.
Når Folkemødet i Allinge på Bornholm åbner torsdag, vil Tuborg for første gang nogensinde tilbyde en alternativ drikkevaremenu ved navn »Zebra-Sættet«.

Sættet består af seks fadøl, hvor den ene halvdel er almindelig med alkohol, og den anden halvdel er alkoholfri øl. Ifølge Tuborg skal sættet være med til at udbrede det globale fænomen »zebra striping« i Danmark.
Konkret består »zebra striping« af, at man i løbet af en aften ude skifter mellem alkoholiske og alkoholfri drikkevarer.
Om »Zebra-Sættet« bliver en succes blandt landets politikere, lobbyister og journalister, når de blander sig med andre politiske interesserede på Folkemødet, vil vise sig.
Men Peter Haahr Nielsen er spændt på at lancere det nye tiltag. Han er administrerende direktør for den danske afdeling af Carlsberg, der ejer Tuborg.

»Vi ser et tydeligt ønske blandt de unge om en mere nuanceret alkoholkultur, hvor der er plads til at nyde fællesskabet, uanset om man drikker alkohol eller alkoholfrie drikkevarer,« siger han og tilføjer:
»Tuborgs tilstedeværelse på Folkemødet giver os en unik mulighed for at sætte fokus på »zebra striping« og vise, hvordan man nemt kan nyde en øl med eller uden alkohol og samtidig drikke med omtanke. Vi er spændte på at præsentere dette for de mange deltagere og bidrage til debatten om danskernes alkoholkultur.«
Også Signe Saabye Ottosen, direktør for Folkemødet, hilser Tuborgs zebrastriber velkommen.
»Det er et positivt bidrag til samtalen om, hvordan vi skaber fællesskaber, hvor der er plads til forskellige valg i tilgangen til alkohol,« siger hun.
»Zebra-Sættet« er det seneste tiltag i Tuborgs arbejde for at skabe en sundere alkoholkultur blandt danske unge gennem kampagnen »Drik Med Respekt«.
Som del af kampagnen har Tuborg fået lavet en undersøgelse af analyseinstituttet IPSOS.
Den viser, at et stort flertal af de unge – 78 procent – ønsker en alkoholkultur, hvor det er mere acceptabelt at begrænse eller undgå alkohol.
Undersøgelsen viser også, at 41 procent af de unge mellem 18-25 år har oplevet, at de har drukket mere, end de har haft lyst til en eller flere gange i løbet af det seneste halve år.
Yderligere har 51 procent af de danske unge oplevet, at en fest er blevet ødelagt af, at andre har drukket for meget.