Klokken er seks om morgenen, og Patrick og Elisabeth Hansen sidder begge og stirrer stille ud i luften. De har ikke sovet hele natten på grund af det afgørende møde, de skal til hos kommunen, hvor også politiet skal være til stede.
»Der er en chance for, at vi kan få børnene med hjem i dag,« siger Patrick.
Men ingen af dem tør være mere optimistiske end det. På det meste af den halvanden time lange køretur fra parrets hjem i Thy til Viborg Kommune sidder de derfor i dræbende stilhed. Elisabeth lytter til musik, og Patrick stirrer ud på vejen og landskabet.
»Hvis børnene kommer hjem, skal jeg have Angelo med herned og fiske,« siger han.
På rådhuset skal Elisabeth og Patrick Hansen høre afgørelsen omkring anbringelsen af deres to børn. Det er kulminationen på flere års intens tovtrækkeri med sagsbehandlere. Men de er ikke alene den morgen. To uniformerede politibetjente er også mødt op til mødet. Du kan se videoen øverst i artiklen.
»De har sat politiet til at holde øje med os,« konstaterer Patrick.
Betjentene skal sikre sig, at følelserne ikke løber af med forældrene, som har haft store samarbejdsvanskeligheder med sagsbehandlerne fra kommunen. For Elisabeth og Patrick mener, at deres to børn har fået det dårligere af at være kastebolde i systemet.
De føler også, at kommunen kører en heksejagt på dem med det ene formål at fjerne børnene.
»Vi føler os forfulgt af kommunen,« siger Elisabeth.
»Lige siden de fandt ud af det om min mor, har de arbejdet på at fjerne børnene.«
Elisabeths mor blev i 2016 idømt ti års fængsel. Du kan læse historien om det her. Mistilliden til kommunen begyndte for Elisabeth allerede som barn, hvor sagsbehandlere ikke greb ind, mens hun blev udsat for seksuelle overgreb og massivt omsorgssvigt hos sin mor. Den traumatiserende barndom har betydet, at Elisabeth som mor også har kommunens øjne på sig. Hun er et barn af systemet, og det blev hendes børn også fra det øjeblik, de blev født, viser dokumenterne.
»Min erfaring med det fucking system er, at når du først er kommet ind, så kan du kun tabe.«
Kommunen beskriver også i dokumenterne til Børn- og Ungeudvalget, som afgør tvangsfjernelser, at Elisabeth og Patricks egne opvækstbetingelser belaster dem som forældre. Men det er også svært at ændre sagsbehandlernes syn på sig, mener Elisabeth.
»Jeg har knoklet så hårdt hele mit liv for at vise, at jeg er en god mor for børnene,« siger hun.
»Som barn har jeg aldrig selv kendt til kærlighed. Det lærte mine børn mig.«
Hen over mere end et årti har parret været gennem talrige undersøgelser af deres kompetencer som forældre. I de seneste dokumenter frem mod afgørelsen i Børn- og Ungeudvalget står der også, at Elisabeth gerne vil samarbejde og gøre alt for at få børnene hjem. Patrick har også udvist en 'stor og positiv' udvikling og har lagt sit misbrug væk.
Det er også gennemgående, at de begge har stor kærlighed til børnene.
'Fælles for forældrene er, at de nærer en stor kærlighed til begge børn og udtrykker ønske om, at begge børn får nogle gode opvækstvilkår.'
Børnene giver også udtryk for, at de helst vil være hos deres forældre, men kommunen vurderer samtidig, at Elisabeth og Patricks kompetencer som forældre af flere grunde er begrænsede. Udvalget skal tidligt den fredag morgen beslutte, hvad der vejer tungest.
75 minutter senere kommer Elisabeth og Patrick stormende ud på parkeringspladsen.
Børn- og Ungeudvalget har valgt at fastholde tvangsfjernelsen af børnene, som skal blive hos plejefamilien i to år. Følelserne er ved at koge over hos dem begge. Det er vrede og afmagt.
»Jeg er pisse hidsig. Det kan ikke siges anderledes,« siger Patrick i bilen på vej hjem.
Elisabeth har igen lukket sig ind i sig selv med musik i ørene.
»Det vigtigste er, at vi ikke giver op,« siger hun kort. Det bliver dog kun værre herfra.
I tre måneder har Elisabeth og Patrick ventet på svar fra kommunen vedrørende deres ønske om mere samvær med børnene. I stedet for én dag har de søgt om en hel weekend med børnene hjemme hos Patricks forældre. Næsten tre uger efter afgørelsen om tvangsfjernelsen ringer telefonen hjemme hos parret. Det er deres sagsbehandler.
Hun fortæller, at kommunen har taget en ny beslutning omkring samværet med børnene, som Elisabeth og Patrick ser to dage om måneden.
»Det er ændret til to timer om måneden nu,« siger sagsbehandleren til Elisabeth.
Det er samlet ét døgn på et helt år. Forældrene må heller ikke skrive eller tale i telefonen med børnene mere. Ifølge Elisabeth har plejefamilien vurderet, at det følelsesmæssigt er blevet for hårdt for børnene. Samme dag ringer Elisabeth grådkvalt til B.T. med nyheden.
»Jeg blev fucking ked af det. Jeg fik det rigtig dårligt,« fortæller hun.
»Vi har gjort alt, hvad kommunen har bedt os om. Alligevel sker det her.«
B.T. har forelagt Viborg Kommune forældrenes kritik, men den ønsker ikke at udtale sig om konkrete sagsforhold af hensyn til parterne i sagen og dens tavshedspligt.
