Lyt til artiklen

OPDATERET: Efter halvandet døgn i det uvisse kan Christine Rasmussen nu ånde lettet op. For de to firbenede og pelsede brødre, der torsdag forsvandt fra deres hjem i Birkerød, er nu blevet fundet.

»Jeg er fuldstændig ødelagt, fordi hundene betyder alt,« lyder det fra Christine Rasmussen, da B.T. første gang fanger hende på telefonen.

Det drejer sig om de to Golden Retrievere Eskild og Brutus.

Christine og hendes mand var rejst til byen Cannes i det sydfranske, da en chokerende besked tikkede ind torsdag eftermiddag.

»Min søn skriver til mig, at hundene er væk: Hvad gør vi?« fortæller Christine.

Hundene er formentligt sluppet ud gennem en åben låge i haven. De er sidst set torsdag 7. juli kl. 12.00

Christines søn begynder derfor straks at lede efter hundene og går rundt og rasler med foder i området – men uden held. 6-årige Brutus og 4-årige Eskild er pist forsvundet.

Christine beskriver de to Golden Retrievere som glade, legesyge og sociale.

Har du set Brutus og Eskild?
Har du set Brutus og Eskild? Foto: Privatfoto
Vis mere

»De hænger sammen som ærtehalm og sover endda i samme kurv,« siger hun og fortsætter:

»Det er helt forfærdeligt, at de er forsvundet, og vi føler os magtesløse, fordi vi sidder i Sydfrankrig. Derfor flyver jeg hjem i morgen.«

Familien savner deres hunde meget og frygter for, hvad der er sket med dem. Derfor udlover de nu en dusør på 10.000 kroner til den, der kan finde Brutus og Eskild.

»Hvis nogen har taget dem, kan det forhåbentligt lokke dem til at aflevere dem igen,« lyder det fra en bekymret hundemor.

Også flere frivillige hundeelskere fra gruppen 'Vi passer hund' har sat alt ind for at lede efter de to hunde.

Fredag aften vil der foregå en eftersøgning i området, hvor mere end 10 personer vil lede efter Brutus og Eskild.

B.T. følger sagen …