I den sønderjyske by Aabenraa har man i dag, fredag, slået dørene op til et nyt og klimavenligt krematorium.

Og det er ikke hvilket som helst krematorium.

Her har man nemlig bygget et såkaldt pårørenderum, hvor venner og familie har mulighed for at overvære, at kisten sendes ind i krematorieovnen. Og dem er der kun ganske få af i Danmark.

Det skriver TV Syd.

»Tanken bag vores pårørenderum er at give de nærmeste pårørende mulighed for at følge afdøde hele vejen på rejsen til et sidste farvel. Vi vil gerne skabe en parallel til den direkte afslutning, man oplever ved begravelsen, hvor man sænker kisten i jorden.«

Det fortæller Morten Hansen, der er administrationschef i Aabenraa Sogn, der står for krematoriet.

Og ikke nok med, at krematoriet er noget ganske særligt i forbindelse med pårørenderummet, så er det faktisk også klimavenligt.

Krematoriet er nemlig bygget med integrerede solfangere, og så kommer det til at producere næsten lige så meget strøm, som det forbruger.

Aabenraas nye krematorium er desuden kun det tredje i Danmark, som har et pårørenderum. I Ringsted og Bispebjerg er det nemlig ligeledes muligt at overvære en kremering.