Novo Nordisk, Novo Nordisk Fonden og World Diabetes Foundation sender 180 millioner kroner til Østafrika til forbedring af sundheden for især flygtninge.

Det oplyser FN's Flygtningeorganisation (UNHCR) i en pressemeddelelse.

Partnerskaberne vil styrke adgangen til basale sundhedsydelser for millioner af flygtninge og lokalbefolkningen i de fem østafrikanske lande Kenya, Etiopien, Tanzania, Burundi og Rwanda.

De fem lande er blandt dem med flest fordrevne i regionen. Der er i alt 2,3 millioner flygtninge i Østafrika.

Når mennesker er på flugt, har de begrænset adgang til lægelig behandling af blandt andet kroniske sygdomme, skriver UNHCR.

Det fører til lavere livskvalitet og måske tidlig død på grund af en sygdom, som ellers kunne forebygges eller behandles.

Partnerskaberne skal styrke de nationale sundhedssystemer og udvide adgangen til behandling for både flygtninge og lokalsamfund, siger Barham Salih, der er FN's Flygtningehøjkommissær, i pressemeddelelsen.

- Det er et vigtigt skridt væk fra afhængighed af humanitær hjælp og mod mere bæredygtige og inkluderende sundhedstilbud. Danmark viser sammen med den private sektor og filantropiske partnere et stærkt eksempel her, lyder det.

Pengene skal investeres over en periode på tre år. Fokusområderne er forebyggelse og behandling af kroniske sygdomme, heriblandt diabetes.

Ifølge UNHCR er kroniske sygdomme årsag til over 74 procent af alle dødsfald globalt.

Der er også fokus på inklusion af flygtninge i nationale sundhedssystemer og opgradering af UNHCR-støttede og nationale sundhedsklinikker i flygtningeområder.

Også det danske udenrigsministerium støtter UNHCR's indsatser i Østafrika. Det sker blandt andet som led i alliancen "Fremtidens Flygtningerespons" i Kenya, som også Novo Nordisk Fonden er en del af.

Novo Nordisk Fonden blev oprettet i 1924 som en erhvervsdrivende fond. World Diabetes Foundation blev oprettet af Novo Nordisk i 2002 og er en uafhængig fond.

UNHCR yder støtte og hjælp til mennesker, der er på flugt. Organet arbejder i cirka 130 lande.

/ritzau/