Butikskæden Normal beskyldes for at lokke børn til overforbrug gennem sin populære app.

Det siger Børns Vilkår, som har undersøgt børns forbrugsmønstre. 

Nu advarer organisationen om at Normals app fungerer som en digital fælde for unge forbrugere, skriver DR.

»Normal opfordrer til merforbrug i en meget høj grad, og appen lokker til mere mobilbrug med spil og streaks,« siger Melissa Vardy, digital medieekspert hos Børns Vilkår, til mediet.

Appen belønner brugerne med såkaldte 'uniqoins' – point, man får ved at dele personlige oplysninger, spille små spil eller besøge appen dagligt.

Pointene kan bruges på gratis produkter i butikken – fra chokolade til neglelak.

Forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen fra Sydbank er enig i kritikken og mener, at Normals markedsføring går alt for langt i det, hun kalder »forbrugsgrooming«.

Hun peger på, at sprog og grafik i appen er tydeligt rettet mod børn – med farverige figurer, barnlig typografi og beskeder som 'Vil du være pennevenner?' ledsaget af hjerter og 'please'.

Hos Normal afviser man, at appen henvender sig til børn.

»Vi overholder de særlige beskyttelsesregler, der gælder for markedsføring rettet mod personer under 18 år. Dette er også tilfældet i forhold til den aldersgrænse på 16 år, der er fastsat for download af vores kundeapp, hvilket er i fuld overensstemmelse med gældende lovgivning og vi mener ikke vi bør bede om aldersverifikation,« skriver Normals marketingschef Liselotte Kirkelund til DR.

Hun tilføjer, at man ikke planlægger at indføre MitID-verifikation – medmindre det bliver et krav.