Norge advarer nu om, at det er farligt for USA, at Rusland og dets præsident Vladimir Putin kan affyre atomvåben fra Kolahalvøen, som grænser op til Norge og Finland.
Fra Kolahalvøen kan Rusland nemlig også ramme USA.
»Det eneste, der virkelig kan true USA, er russiske atomvåben i vores nabolag,« lød det fredag fra den norske forsvarschef Eirik Kristoffersen, skriver Dagbladet.
Dermed går Norge proaktivt ind i debatten om den usikkerhed, der er opstået i kølvandet på Trump-administrationens frontalangreb på de europæiske lande og deres bidrag til Nato.

Trump-administrationens verbale angreb på sine allierede har fået europæiske statsledere til at tvivle på, om USA står på mål for musketéreden i Nato, som betyder, at et angreb på ét Natoland er et angreb på alle lande. Underforstået, at USA hjælper.
»Timingen er ikke tilfældig,« siger forsvarsforskeren og USA-eksperten Anders Romarheim, der er lektor ved Institut for Forsvarsstudier (IFS), som er en del af Forsvarets Høgskole (FHS) i Norge.
»Men budskabet er absolut nødvendigt. Alle, der følger med, forstår, at artikel 5 (Natos musketéred, red.) og kollektivt forsvar ikke er det samme nu som for en måned siden,« siger Anders Romarheim til Dagbladet.
»Fra et norsk perspektiv er det et meget fornuftigt valg at understrege Kolahalvøens betydning for den russiske magt globalt,« siger han.
Han mener, at det også handler om at pleje Norges bilaterale forhold til USA.
Pointerne bakkes op af den pensionerede generalløjtnant Arne Bård Dalhaug.
»Jeg tror, det er nyttigt for bl.a. norske politikere at understrege dette offentligt,« siger han til Dagbladet.
Dalhaug understreger over for avisen, at amerikanerne udmærket kender situationen med Rusland i nord, og at denne virkelighed vil eksistere, uanset hvilken regering der sidder i Det Hvide Hus.
Rusland har blandt andet en flåde med atomubåde i byen Severomorsk, som ligger tæt på Murmansk og ud til Barentshavet. Lige ved den norske og finske grænse.
