Lyt til artiklen

Norge har skærpet atomberedskabet på grund af bekymringen ved atomkraftværket Zaporizjzja i Ukraine.

Det har den norske statsminister Jonas Gahr Støre oplyst.

»Der er en meget alvorlig situation i Ukraine. For første gang foregår der en militær konflikt midt i et stort atomkraftværk. Jeg mærker, at mange mennesker i Norge er bekymrede, og vil gerne forsikre alle om, at det er noget, vi følger tæt. Regeringen og jeg har været opsat på at sikre, at vi har et godt beredskab. Det har vi.«

»Direktoratet for Strålingsbeskyttelse og Nuklear Sikkerhed (DSA) arbejder med dette hver dag og har et tæt samarbejde med alle sektorer. Vi har opdateret planlægningen,« siger Støre til NTB.

Tidligere på ugen advarede Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) om en mulig større katastrofe ved atomkraftværket, som har været besat af russiske styrker siden marts.

»IAEAs seneste rapport er foruroligende, og jeg forstår fuldt ud, at folk finder det skræmmende. Der er fare for, at der kan opstå emissioner som følge af fjendtlighederne,« siger Støre, der mindes Tjernobyl-ulykken i 1986.

For nuværende har Danmark ikke hævet atomberedskabet, men man følger situationen nøje.

»Vi følger situationen tæt og har gjort det siden krigens start. Vi har for eksempel altid en nuklear beredskabsvagt på vagt 24/7 – 365 dage,« siger chef for nuklearberedskab Steen Nordstrøm til B.T.

»Vi har øget fokus på Ukraine og Zaporizjzja-kraftværket, og vi har fulgt det siden starten af marts, det gør vi blandt andet ved at lave daglige simuleringer af mulige nukleare ulykker fra atomkraftværket.«

På dagligt basis forbereder man sig på det værste. Man sørger hele tiden for at være klar, hvis en ulykke indtræffer.

»Vi simulerer et udslip fra reaktorer, og så regner vi på, hvor meget der kan slippe ud, og hvor det bevæger sig hen af. Det gør vi ved at kombinere vejrforholdene og indholdet af reaktoren. Der har været forskellige hændelser ved atomkraftværket, hvor vi har fulgt situationen lidt ekstra,« Steen Nordstrøm

»Vi følger utrolig tæt med og vi er hele tiden i tæt kontakt med blandt andet Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), som har eksperter til stede på atomkraftværket.«