Noma bliver nummer et ved prisuddelingen World's 50 Best Restaurants. Restaurant Geranium får andenpladsen. Dermed har Danmark de to bedste restauranter i verden. I hvert fald ifølge Restaurant Magazine.

Begge restauranter ligger i København og har tre michelinstjerner.

Noma blev i 2019, hvor prisuddelingen sidst fandt sted, nummer to, mens Geranium fik femtepladsen.

Det er ikke første gang, at Noma, der har René Redzepi i spidsen, bliver nummer et ved World's 50 Best Restaurants.

Restauranten fik senest førstepladsen i 2014. Derudover er Noma blevet kåret som verdens bedste i 2010, 2011 og 2012.

- Til vores hold, både tidligere og nuværende, tak af hele mit hjerte. Jeg ville ønske, at alle kunne være her, siger René Redzepi på scenen ved World's 50 Best Restaurants.

Redzepi udtrykte også sin sympati med alle de restauranter, der har kæmpet og er lukket under coronapandemien fra scenen.

William Drew, der er indholdschef for World's 50 Best Restaurants, udtaler sig om Noma i en pressemeddelelse.

- Noma er uden tvivl en af de mest indflydelsesrige restauranter i sin tid, der sætter nye standarder i forhold til forskning og råvareudvikling, præsentation og iscenesættelse af oplevelsen på tallerkenen.

- Den er blevet en af de mest efterspurgte spisedestinationer fra hele verden, og vi er glade for at kunne annoncere den som dette års nummer et, siger han.

I september gik Noma fra to til tre stjerner ved uddelingen af michelinstjerner. Da sagde René Redzepi, at restauranten havde ventet på sin tredje michelinstjerne i 14 år.

Noma åbnede i 2018 i nye lokaler på Refshaleøen. Under coronanedlukningen åbnede de også en burgerbar på Christianshavn i København.

Restaurant Geranium ligger ved Parken i København, og fik sin tredje michelinstjerne i 2016.

Det er kokken Rasmus Kofoed, der vandt sølv ved årets uofficielle kokke-VM Bocuse d'Or, der står bag Geranium.

I top fem ved World's 50 Best Restaurants finder man, ud over de to danske restauranter, to spanske restauranter på henholdsvis tredje- og femtepladsen, mens en peruansk restaurant tager fjerdepladsen.

Prisuddelingen kårer også verdens 100 bedste restauranter. På den liste finder man de to danske restauranter Alchemist som nummer 58 og Amass som nummer 89.

Det er en gruppe på mere end 1000 madskribenter, kokke, restauratører og kulinariske eksperter fra hele verden, der bestemmer, hvilke restauranter der skal være på listen over de 50 bedste.

/ritzau/