I februar 2026 tager den københavnske restaurant Noma et markant skridt ud i verden.

Restauranten rykker til Los Angeles i USA for at køre en forårssæson i den californiske storby. Imens står Nomas ikoniske lokaler på Refshalevej i København tomme.

Nu afslører restauranten, hvad der skal ske med adressen, mens Noma er på udveksling i USA.

Det skriver Berlingske

Nomas søsterrestaurant Barr overtager lokalerne på Refshalevej, mens Barrs egne lokaler på Strandgade i København gennemgår en renovering.

Barr deler det nordiske køkken med Noma, men bevæger sig ifølge Berlingske i en mere rustik og traditionel retning. På menuen er der klassiske bistroretter som svinekotelet og schnitzel.

Prismæssigt er der også forskel. Barrs femretters menu koster 1.200 kroner inklusive drikkevarer, hvilket svarer til omkring en fjerdedel af prisen for en menu på Noma - uden drikkevarer.